Kaptajn på aarhusiansk skib hædret for sin indsats under eftersøgningen af Kim Wall
Anders Lassen Fonden har valgt at hædre kaptajnen for AU's forskningsskib, Aurora, Torben Vang, for sin indsats under eftersøgningen af den dræbte journalist Kim Wall
Da den svenske journalist Kim Wall forrige år forsvandt efter en tur i Peter Madsens ubåd, spillede Aarhus Universitets forskningsskib Aurora en stor rolle i eftersøgningen og i efterforskningen af drabet på journalisten. Det blev for nylig markeret ved Anders Lassen Fondens prisoverrækkelse, hvor skibets kaptajn, Torben Vang fra Aarhus Universitet, modtog en hædersbevisning for sin indsats. Det skriver universitets avis, Omnibus.
”Evnen til at tænke nye tanker og sætte dem sammen med input fra andre fageksperter var af afgørende betydning for, at eftersøgningen blev en succes, og at der efterfølgende kunne fældes dom over Kim Walls morder,” lød begrundelsen for prisen fra Anders Lassen Fonden til Torben Vang ifølge mediet.
Sammen med oceanografen Morten Holtegaard Nielsen udførte Torben Vang afgørende beregninger, der var med til at vise den rigtige vej til vigtige fund for politiet.
Auroras instrumenter blev desuden brugt til at verificere oceanografernes beregninger af strømsforholdene i Køge Bugt, skriver Omnibus.
”I skyggen af denne frygtelige handling findes der trods alt håb og lys. En drabsmand forsøgte at skjule sandheden om hans handling under havets overflade. Det lykkedes ham ikke. Takket være den helt særegne indsats, hvor så mange grupper har fundet sammen og har samarbejdet om opklaringen, kan retfærdigheden alligevel ske fyldest,” lød det ifølge Omnibus blandt andet fra Kommandørkaptajn Jens B. Bach, chef for Frømandskorpset, som indstillede Torben Vang til prisen.
Kronprins Frederik, som er protektor for Anders Lassen Fonden, overrakte prisen til kaptajn Torben Vang.
jwh