Golf – mon stadig verdens bedste?
Flere konkurrenter melder sig på banen
BILTEST Golf. Volkswagen Golf. Navnet klinger af kvalitet og et godt køb i manges ører. Og salgstallene taler deres eget tydelige sprog: Mest solgte bil i Europa og på en samlet tredjeplads her i landet. Og vi har her på pladsen tidligere fremhævet kongen af golfklassen til at være verdens bedste bil, slet og ret.
Men holder det i dag – nu vi er godt inde i 2019 og med et par nye konkurrenter lige i hælene. Eller måske helt oppe på siden?
To nye
De to nye, der maser sig på, er Ford Focus, Årets Bil i Danmark og Kia Ceed, der scorede en tredjeplads i kåringen af Den Internationale Årets Bil. Har Golf, der i sit seneste facelift er fra 2016, en chance? Svaret gi’r vi med det samme: Ja.
Hvis vi sammenligner Golf årg. 2019 med de to konkurrenter, er Focus nok en anelse skarpere i sine køreegenskaber, mens Ceed vinder en lille sejr over Golf på pris. Men den samlede pakke: Volkswagen Golf er fortsat er glimrende køb; men dog ikke på alle måder den klart bedste.
Versionen, vi kører her, er en Golf 1,5 TSI Evo 130, der fortæller, at kræfterne under frontklappen kommer fra den nye 4-cylindrede 1,5-motor – lige her med 130 hk.
Og den motor; den er et mesterværk, der forener stille lyd, perfekt balance, absolut godkendt forbrug og godt med muskler. Det sidste er en vigtig pointe, fordi samme motor findes i en udgave med 150 hk. Men spar bare de mellemliggende i runde tal 7.500 kr., oplevelsen under speederen er stort set ens i de to biler.
Og dertil det måske stærkeste argument for at vælge netop den moderne 1,5-motor; forbruget. Efter den nye forbrugsnorm, den med koden WLTP, er forbrugstallet knap 17 km/l. Og ja, det kan faktisk lade sig gøre at nå i hverdagens kørsel, hvis man er omhyggelig med speederpedalen.
Der er avanceret teknik til at hjælpe til: To af de fire cylindre kobles fra, når man kører med moderat gas. Det giver i sig selv en vis besparelse. Yderligere har motoren en særlig funktion, hvor hele motoren standses, når der ikke er behov for motorkraft.