Debat Norddjurs: Norddjurs Kommunes handlekatalog for klimapoliti er kun varm luft
"Miljø- og Teknikudvalget har på sit seneste møde i februar givet en ”Orientering om handlekatalog for Norddjurs Kommune energi og klimapolitik.” Det havde de som sådan ikke behøvet – for der er intet sket der kan bidrage til at dæmme op for klimaforandringerne.
Man har fjernet eller udsat stort set alle de potentielle tiltag der var indarbejdet i kommunens Energi- og Klimapolitik i 2017 – før valget til kommunalbestyrelsen.
Det der står tilbage er, et handlekatalog hvor lovbundne igangsatte opgaver fra EU gennemføres. Opgaver der udelukkende handler om at lave kystsikring og sikring mod opstigende havvand i fjorde og åer. Det er godt og nødvendigt. Dog er stormflodssikringen af Grenaa By sparet væk.
Alle tiltag der handler om grøn transport er sparet væk. Energibesparende gadebelysning er udsat.
Ikke et eneste ord om genanvendelse eller minimering af affald eller introduktion af cirkulær økonomi. Intet om en grøn indkøbspolitik i kommunen.
Energieffektiviseringer af kommunens bygninger er stadig helt fraværende. Og det på trods af at Norddjurs Kommune ejer og drifter skoler, idrætshaller, institutioner og rådhus på ca. 325.000 m².
Måske har kommunen selvforskyldte lommesmerter.
Det er klimaforandringerne da ret lige glad med!
Handlekatalog for Norddjurs Kommunes energi og klimapolitik er pinligt ringe - og helt skandaløst i forhold til kommende generationer."