Debat: Det unge brudepars store dag
"Ved at anvende Kalø Gods som det store besøgs- og uddannelsescenter vil ikke bare en tom bygning blive udnyttet, men en unik danmarkshistorie vil komme til live for både turisterne og den lokale befolkning i Syddjurs.
Nogle har nævnt, at der jo ikke kommer nogen på Kalø Gods i dag, selvom man har et ”besøgscenter” i Karlsladen, så derfor bør et center ligge nede ved ruinen, hvor der kommer mange. Hvis man isoleret ser på disse ord, kan man jo godt forledes til at tro, at det er korrekt. Men det er det ikke. Tværtimod vil kombinationen af Godset, Jagtslottet, Strandhuset og Kroen være den perfekte kombination, som til sammen vil tiltrække langt flere mennesker end et stort moderne glas/betonhus på stranden.
Lad mig forklare og give et par eksempler på, hvor godt det vil blive.
Forklaring
Der kommer ingen i dag ved godset. Nej det er klart, for der er ikke et besøgscenter. Der er en stor – i øvrigt flot – lade, men kun udstyret med plancher. Laden er meget utæt og det er hundekoldt derinde det meste af året. Der er ingen betjening, ingen kaffe, ingen steder man kan købe lokale produkter. Og endeligt, så er der aldrig blevet reklameret med Karlsladen, så ingen ved noget om det. Ikke engang i Ebeltoft havde vi hørt om det. Så hvorfor skulle turister og andre komme der?
Jeg ser det udelukkende som en dårlig undskyldning.
Når folk kommer til ruin-området, skyldes det en række ”behov” hos den enkelte.
- · De der vil have en is og en pølse
- · De der gerne vil gå en tur til ruinen eller over i skovene
- · De der stopper for et toiletbesøg
- · De der vil på kroen for at få noget at spise
- · De der vil hygge sig sammen med andre ”tirsdags-entusiaster”
Når Nationalparken taler om 250.000 besøgende om året er det en vurdering og som dækker alle disse kategorier. Hvor mange af dem har brug for et egentligt besøgscenter? Nogle vil sige, at de gerne vil ind og have en kop kaffe om vinteren. Jamen det kan man jo i dag, hvis man opgradere kroen. Man kan desuden inddrage Strandhuset til et lille ”Værd at vide om Slotsruinen”, lige som det kan komme til at fremstå som hr. Kampmann tegnede huset og ikke indrette til kontorer, som Nationalparken arbejder med.
Med de muligheder der er på det fredede område (også med det mulige byggeri), kan man ikke tilbyde det der skal til (se senere) for at tiltrække tilstrækkelige med turister. Hovedparten af gæsterne hører under ovennævnte kategorier, som for de flestes vedkommende ikke har interesse i et velkomstcenter og hvis de har, er det kun én gang.
Den bedste løsning
Godset indrettes som besøgscenter og administrationen flytter over på godset. Her fortælles historien om Mols Bjerge og forskellige outdoor-virksomheder får til huse med deres stande / små butikker inde på godset, hvor de tilbyder deres dykker-, vandre-, mountainbike-, teambuilding- og fisketure, botaniske udflugter og meget andet. På godset vil alle lokale producenter af fødevarer, tøj, uld, fåreskind m.fl. udstille og sælge deres produkter.
På godset indrettes undervisningslokaler til skoler og ”turistundervisning”. Der undervises i både Mols Bjerges tilblivelse og udvikling inden guidede ture begynder, ligeledes som undervisningen kan man forståelsen for bæredygtig udvikling og meget andet. På sigt indrettes nogle bygninger på den anden side af vejen til lejrskole og her arrangeres ture i naturen med de guides. På sigt kan man også forstille sig, at sommerhusudlejningsfirmaerne kan flytte ind i et fælles område, men med eget kontor.
På godset indrettes en lille café med servering i gården. Cafeen drives af bestyreren af Slotskroen og det giver Slotskroen mulighed for at promovere ”en god middag i vandkanten” og dermed tiltrække turisterne, som jo ikke er flertallet i dag.
Fra Godset går der en trægangbro til Jagtslottet. Øverste (3.) etage af slottet er dedikeret udsigten over Mols Bjerge og åben for alle. En model af Mols Bjerge er deroppe, så man kan orientere sig. Etagerne nedenunder anvendes til firmareceptioner, firmaevents som internationale produktlanceringer, medarbejderarrangementer som teambuilding, special arrangementer og bryllupper. I dag er bryllupper ofte delt op i en reception og et aftenarrangement.
Forestil dig,
at det er lørdag og det nygifte par bliver hentet ved Bregnet Kirke i hestevogn (landauer) og brudeparret kører gennem den grønne skov ad vejen op til Jagtslottet, hvor receptionen holdes. Når denne slutter, sætter brudeparret sig igen i vognen og kører hele vejen gennem skoven ned til Slotskroen, hvor middagen og festen holdes.
Det vil blive den store romantiske dag for brudeparret med en helt unik oplevelse.
Selvfølgelig skal kroens forpagter stå for hele arrangement – det vil blive Østjyllands bryllupssted.
Tirsdag skal et mellemstort firma holde et kundearrangement – det kunne være PR Electronics – og Jagtslottet er udsmykket indvendig med firmabannere og i stueetagen er der små boder, hvor firmaet fortæller om de forskellige produkters fortræffeligheder. Frokosten indtages på anden etage med den smukke udsigt. Imens er ægtefællerne på tur og besøger en række små økologiske producenter og nyder dagen i Ebeltoft og Mols Bjerge. Måske har de fået cykelhjælmen på og noget af turen foretages på Nationalparkens el-cykler. Om aften samles alle gæster på Slotskroen til en hyggelig middag.
Forestil dig
denne løsning. Vi får rigtige aktiviteter tilknyttet et center på Godset, som både er for turister, for kommunes borgere og for hele Østjylland (mindst), som er økonomisk bæredygtig og der holdes åben hele året. Kroen får tilført et langt større kundegrundlag og kan derfor også holde åben hele året. Det kræver kun, at bygningen forbedres og udvides med gode toiletforhold (med adgang udefra) og et salgssted for is og pølser til erstatning for det nuværende ishus. Kampmann huset bliver et ægte Kampmann hus også indvendig med historien om ruinen.
Og – vi undgår, at overtræde fredningen, som den sidste godsejer fik etableret og vi driver ikke vold mod Natura 2000 habitatsdirektivet, som bl.a. skal beskytte truede naturtyper og dyrearter. Samtidig støtter vi mindst to af de 17 verdensmål FN har sat, idet vi genanvender bygninger og undlader at bygge nyt. Verdensmålene, som Syddjurs Kommunes byråd bakker helhjertet op om.
Økonomisk er det også en fordel for os borgerne, idet staten finansierer både Nationalparken og Naturstyrelsen, som skal vedligeholde og drive Godset.
En løsning alle vinder på og vi kan komme videre