Fortsæt til indhold

Debat: Er trafiksikkerheden i orden i Eskerod og Rodskov?

Samfund
Michael Stegger Jensen (S), gruppeformand, og Ole Hansen, byrådsmedlem, på vegne af byrådsgruppen:

Tirsdag 19. marts var vi fra den socialdemokratiske byrådsgruppe igen til et af vores åbne gruppemøder.

Denne gang foregik det i Rodskov, hvor vi havde inviteret borgerne fra Rodskov og Eskerod til halvanden times møde, hvor borgerne satte dagsordenen, og hvor vi lyttede, og svarede på spørgsmål fra de knapt tyve fremmødte.

Aftenens helt store emne var trafiksikkerhed.

Flere problemer blev fremhævet. Udkørslen fra Kaløparken i Rodskov blev påtalt, som et meget farligt sted, med manglende udsigts forhold.

Her blev der formuleret en mulig løsning, ved at rykke byskiltet, så denne udkørsel fra de ialt 70 boliger, kunne blive placeret i byzone med en maksimal hastighed på 50 km/t. Efter vores mening et konstruktivt og godt forslag.

Der blev også beskrevet, at når disse biler, så kommer ud på vejen, og kører ned mod Rodskov by, skal de passere en chikane, der mere end lever op til sit navn. Den chikanerer i hvert fald trafikken, da den er bygget, så flere bilister kører venstre om, for ikke at få skader på bilen!

Flere påtalte desuden trafiksikkerheden på strækningen mellem afkørslen fra motorvejen og til Rønde. Det er en meget trafikeret strækning, der skærer igennem rækken af lokalsamfund og hvor der har været en række ulykker gennem de senere år. Strækningen har allerede haft stor bevågenhed af en lokal arbejdsgruppe, der har haft flere konstruktive forslag til at højne trafiksikkerheden på strækningen.

På mødet kom flere gode forslag. F.eks en nedsætning af hastigheden til 50 km/t i bymæssig bebyggelse, ligesom der blev italesat, at mange fodgængere i Eskerod, heriblandt børn, der skulle krydse hovedvejen, ikke havde et helleanlæg eller anden beskyttelse, når de skulle krydse den meget befærdede landevej.

Det er vores oplevelse, at der ikke har været tilstrækkelig fokus på trafiksikkerheden på denne strækning.

Vi vil tage initiativ til, at der blive taget fornyet kontakt til politiet, der fastsætter bl.a. Hastighedsbestemmelser og at bede forvaltningen om at se vil se på, om der kan laves tiltag, der gør at trafiksikkerheden bliver bedre, specielt for de bløde trafikanter.

Der var desuden efterspørgsel efter bedre faciliteter for kulturen i området, her blev især Hornslet nævnt. Glædeligt at vi i Byrådet har afsat ialt 80 millioner, over de næste år til byfornyelse og generel opgradering af Hornslet by.

Da det er borgerne i Hornsletområdet, der skal være med til at afgøre, hvordan disse penge skal bruges, opfordrer vi alle beboere i området til at gå ind i arbejdet.

I Eskerod findes en efterladt branddam, sumpet til og uafskærmet og derfor farlig for små børn.

Branddammen ligger på privat grund, hvilket muligvis udfordrer en umiddelbar løsning af problemet.

Anita, der sidder i Natur, teknik og miljø udvalget, tager ud og ser branddammen og forholdene og følger op på sagen.

Det var gruppens oplevelse, at vi havde et rigtigt godt og konstruktivt møde. Emnerne var forskelligartede, små og store. Noget kan vi umiddelbart undersøge, andet er ikke reguleret af kommunen.

Tak til borgerne fra Eskerod og Rodskov for, at I deltog i mødet."