IKEA inviterer til vinterfest i børnenes tegn
Programmet byder på mange børneaktiviteter og mulighed for at møde lokale designere.
IKEA i det nordlige Aarhus mangler næppe kunder, men lidt flere kan en virksomhed altid bruge, og mon ikke der er kommercielle hensyn bag en stor vinterfest 21 januar. Med det sagt kan aarhusianske familier formentlig få en hyggelig dag i varehuset.
Vinterfesten byder på underholdning for alle, skriver IKEA Aarhus i en pressemeddelelse. På programmet er blandt andet en tryllekunstner, tombola med Børnenes Kontor og en ballonkunstner foran legeområdet Småland. I sofaafdelingen vil der være børnekoncerter med makkerparret Carla og Far. Børn kan også få lagt ansigtsmaling eller spille brætspil med familien i spillecaféen.
Til vinterfesten vil det rundt i varehuset være muligt at smage på svenske delikatesser, og i restauranten vil IKEA byde på børneretter til 10 kroner. Man kan kaste sig ud i at pynte sin egen kanelsnegl i køkkenafdelingen.
Håndværk fra lokale designere
Imens børnene er afsat/underholdt, kan voksne gå på opdagelse i varehuset, hvor det vil være muligt at møde flere lokale designere og kunsthåndværkere. Disse vil stå klar til at vise deres egne designs og produkter frem for kunderne.
»Vi mener, at det er vigtigt at have et nært forhold til vores lokalsamfund. Derfor giver vi mulighed for, at lokale iværksættere og designere kan komme ind og vise deres produkter frem i varehuset, siger varehuschef i IKEA Aarhus, Tanja Fröhlich.
IKEA Family-medlemmer har desuden mulighed for at at vinde en kundevogn fyldt med flotte gaver fra IKEAs varesortiment.