Kronprinsesse Mary bliver protektor for verdenskongres i Aarhus
Kronprinsesse Mary har takket ja til at være protektor for den 24. Verdenskongres om rehabilitering, som finder sted fra 8.-10. september 2020 i Aarhus
Det har vakt stor glæde hos ledelsen bag Rehabilitation International World Congress 2020 (RIWC 2020), der bliver afholdt i Aarhus, at kronprinsesse Mary har sagt ja til at blive protektor for den store verdenskongres.
”Vi er stolte over kronprinsessens interesse for rehabilitering, der giver os endnu bedre muligheder for at skabe en kongres, der sætter varige spor for rehabiliteringsarbejdet både i og udenfor Danmark,” siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) fra Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Også borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) understreger betydningen af kronprinsessens tilsagn.
”Med Hendes Kongelige Højhed som protektor styrker vi fokus på et stort og vigtigt samfundsmæssigt anliggende, og samtidig er det med til at understøtte det internationale fokus på kongressen og på Danmarks ambitioner og indsats på rehabiliteringsområdet,” lyder det fra borgmesteren i pressemeddelelsen.
Samarbejde mellem flere parter
Værtskabet for den internationale kongres er forankret i et samarbejde mellem Region Midtjylland, Aarhus Kommune, Aarhus Universitet, Rehabiliteringsforum Danmark og en række andre samarbejdspartnere.
Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem et menneske som har - eller er i risiko for at få - betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne og hans pårørende samt fagfolk. Formålet med rehabiliteringen er altid at opnå en forbedring af det enkelte menneskes liv, sådan at de enkelte får mulighed for at leve et selvstændigt og meningsfyldt liv.
Med dette som omdrejningspunkt og under visionen Moving Societies ønsker parterne bag RIWC at øge fokus på rehabiliteringens store potentiale og at understøtte muligheden for at alle kan deltage i personlige og samfundsmæssige fællesskaber, og det kommer altså til at ske næste år i Aarhus med kronprinsesse Mary som protektor.
jwh