Fortsæt til indhold

"Knogle-møde": Arkæologer vil også sikre sommerhusene

Stort fremmøde i Alken om fremtidige sikring af fortidsminder

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Der deltog cirka 70, da der 2. maj var inviteret til et møde i Alken Mejeri om sikring af fortidsminderne i Alken Enge, der med Illerup Ådal er udpeget til arkæologisk ikonlokalitet.

Slots- og Kulturstyrelsen har bevilget 500.000 kr. til en forundersøgelse af bevaringsforholdene, og på mødet fortalte repræsentanter for Skanderborg Kommune, Naturstyrelsen og Museum Skanderborg om planerne.

Planerne er inddelt i tre trin.

Først vil Geoscience fra Aarhus Universitet lave en kortlægning af de sandodder, som sommerhusene og Allenvej og Vædebrovej er anlagt på.

Det skal vise, hvor vådområderne i engen starter, da der er på kanten af disse, de bedste arkæologiske fund eksisterer.

Dernæst - formentlig sidst i maj og i juni - laves en række prøveudgravninger på to gange to meter for at se, hvad der faktisk kan findes fra de ofringer af krigere, der er sket.

I sidste etape vil et rådgivende ingeniørfirma lave forslag til, hvordan de arkæologiske fund kan bevares ved at sikre, at de ikke tørrer ud. Det kan eventuelt ske ved at hæve grundvandsspejlet. Eller ved at oversvømme visse områder.

Samtidig skal sommerhusene og huse i området sikres mod oversvømmelse.

En sikring af sommerhuse

"Der skal nok anlægges en form for barriere ind til sommerhusene. Måske et dige, måske en spunsvæg, måske en helt tredje model," siger museumsinspektør Ejvind Hertz.

Han understreger, at samarbejdet med lodsejerne skal ske på frivilligt grundlag.

En gensidig interesse

"Der bør være en gensidig interesse i initiativerne, og til oktober, vil vi igen holde møder og forhandle med lodsejerne," siger Ejvind Hertz.

"Ved mødet var der en bekymring hos flere af de fremmødte, men ved afslutning af mødet så det ud til, at der var opbakning til planerne," siger Ejvind Hertz.

Det glæder ham, da det er unikke fund, der ligger i Alken Enge.

I nogle tandsæt, der er fundet, findes således nogle af de bedst bevarede DNA-test i Nordeuropa fra jernalderen.

"Det er en uvurderlig dna-bank for fremtidig forskning," siger han.

Og der er stadig formentlig mere end tre gange så mange ofrede krigere, end dem, der indtil nu er fundet knogler efter i engene.