Gud kan tydes i det mindste og i det største

Præsteklumme Kender du det når man kigger ned på sit gulvtæppe og dér i tæppets simple, vævede kokosmønster begynder der at tegne sig figurer? Der er ikke nogen figurer i tæppet, ikke rent stofligt-fysisk – i hvert fald ikke beviseligt, men falder man i staver og stirrer længe nok ind i det abstrakte mønster med små nuanceforskelle i brun begynder de alligevel at træde frem. Det kan være meget bevægende. Komplekse strukturere kan danne sig – detaljerige paladser for eksempel eller udtryksfulde ansigter med dybe øjne og rynker og levende mimik kan stirre lige ud i hovedet på en. De træder bare frem lige pludseligt.

I dag sværger jeg, at jeg så en slags tyrefægtningsarena i tæppet, da jeg egentlig skulle have bundet mine snørebånd med dobbeltknude. En ekspert i Rorschach-tests kan måske fortælle, hvad det siger om mig. Jeg har set de her syner hele mit liv. Jeg har altid fundet det dybt frustrerende, men alligevel fortryllende den måde, at billederne ikke lader sig indfange. I det øjeblik man ser dem og retter sit fokus på dem, er det som de i samme øjeblik opløses og morfer over i en ny form. Det er som om man skal prøve at snyde sig selv lidt, når man kigger på dem, nærmest lade lidt som man ikke ser det man ser, sådan øjnene ikke stiller helt skarpt på det. Man kan heller ikke tegne det af. Detaljerigdommen er for stor og minderne om dem for slørrede.

Vores hjerne er så fantasifuld og genial, at den tager det mindste, den får tilbudt, om så bare et brunt kokostæppe og begynder desperat at skabe form ud af det. Altid er vi i gang med at katalogisere og fortolke det, vi bliver præsenteret for med hele vores bagkatalog af viden og erfaringer, og sådan går vi rundt og suger verden til os. Vi former alle sanseindtryk; sorterer og systematiserer det i mønstre og strukturer og billeder og ud af det, laver vi en virkelighed, der er til at holde ud at være i. Vi skaber en betydning og en mening ud af det totale kaos af indtryk. Hjernen vil nemlig så gerne hjælpe os med at indkapsle det hele, sætte alt på sin rette plads, så vi ved hvor vi har det, så vi ved, hvad der er hvad. Hele tiden i en glidende bevægelse. Tænk engang. Men nogle gange når jeg går en tur i skoven og kigger andægtigt op i himlen og kigger på skyformationerne og ser formerne skifte og bevæge sig. Så tænker jeg, at det måske kunne være godt at prøve at misse lidt med øjnene og sløre mit syn lidt. For måske er der nogle ting, der forsvinder, hvis man stiller helt skarpt. Jeg har nemlig en idé om, at det er lidt med Gud som det er med billederne i tæppet. Lige pludselig kan Gud tydes i det mindste og i det største, i en sky, i en tekst, i en berøring, sløret og ikke til at indfange, når man først stiller helt skarpt.