Fortsæt til indhold

Klar melding om rute 26 Finansminister Kristian Jensen gav på møde i Hammel nyt håb om den længe ventede nye vej mellem Aarhus og Viborg

Samfund
Arkiv

TRAFIK Af Hanne Bliksted Rute 26 “Det er ikke et spørgsmål om rute 45 eller rute 26. Det er både og!” Så kontant var udmeldingen fra finansminister Kristian Jensen (V), da han forrige mandag i InSide i Hammel mødte ca. 40 repræsentanter for Favrskov Kommunes erhvervsliv. Kristian Jensen undrede sig over, at der ikke er sket noget, når det er fem år siden, der blev lavet VVM-undersøgelse og linjeføringen for vejen blev fastlagt. “Jeg er meget overrasket over, at der ikke er sket noget siden,” sagde finansministeren og mere end antydede, at det er en sag, han vil gøre noget ved.

Skarpt signal

“Det var et usædvanligt skarpt signal, Kristian Jensen sendte. Han gav tydeligt udtryk for forundring over at opdage, at den sag er gået i stå,” siger Venstres borgmesterkandidat Flemming Nørgaard, som glæder sig over, at en skarp, veloplagt og velforberedt finansminister i en intens time både gav et oplæg og svarede på spørgsmål.

Arbejdspladser og tog

Kristian Jensen fik også hilsner med til Christiansborg om, at Favrskov Kommune gerne modtager statslige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. På spørgsmålet om hvorvidt der skal etableres letbane til Hinnerup, slog han fast, at det er en lokal beslutning. Mødet bød også på spørgsmål og svar om så forskellige ting som topskat, landbrugsredskaber på bælter i stedet for hjul, lønninger i DR og anvendelse af spildvarme. Alt i alt var det en eftermiddag, hvor de lokale erhvervsfolk fik lejlighed til at sende en række signaler til politikerne på Christiansborg. - Vi er meget glade for den opbakning, erhvervslivet gav vores møde trods det korte varsel, vi gav. Det var et møde med mange positive takter,” siger Flemming Nørgaard efter mødet. blik