Fortsæt til indhold

Holder 27 konfirmationer på tre dage

Logistikken skal være på plads når Hotel Fuglsøcentret fester i den helt store stil

Samfund
John Pedersen

FUGLSØ 27 konfirmationsfester afvikles over de tre dage i St. Bededagsferien.

Der er meldt højsæson på Hotel Fuglsøcentret på Mols, der er en af de helt store aktører, når det gælder om afvikling af fester og det af enhver slags.

Der er lokaler så der kan holdes ni fester på samme tid.

"Men konfirmationerne er toppen", fortæller direktør Peter Brinks, der siden 2012 har drevet Hotel Fuglsøcentret som sin private forretning efter det tidligere var et center drevet af en af landets store folkelige idrætsorganisationer.

"Vi valgte fra starten at satse på en helt ny strategi, hvor et af hovedområderne var private fester. Sidste år blev det til 96 fester".

100 fester om året

Fuglsøcentret råder over 35 lokaler, vidt forskellige af størrelse og udformning og med "Ovalen" som den måske smukkeste af dem alle. Lokalerne er egnede både til fester af enhver slags og til konferencer og lignende.

På årsplan bliver det til omkring 100 fester, blandt andet omkring 30 bryllupper, som er rigtigt mange.

"Det er et stort marked og vi har fået bedre fat end jeg havde ventet", konstaterer Peter Brinks, der lægger meget stor vægt på, at maden skal være helt i top.

Og så er der jo den helt fantastiske natur med udsigt ud over det grønne og kun ganske kort gåafstand til vandet.

Tilbyder hele pakken

At Fuglsøvcentret har fået så god fat i fester af enhver slags, mener Peter Brinks blandt andet skyldes, at man her kan tilbyde hele pakken.

Udover festlokaler i enhver størrelse og et køkken, der kan lave op til 2500 kuverter ad gangen, skiller Fuglsøcentret sig også ud ved at have egen "blomsterdame", der laver alle de mange blomsterudsmykninger til samtlige fester og arrangementer, så man ikke skal ud i byen for at få den opgave løst.

Og da de som skal holde festen - ikke mindst de mange konfirmander - ofte har deres egne meget personlige ønsker, ja så er det en stor fordel at disse ønsker kan opfyldes helt fra bunden af.

En stor fordel er også, at gæsterne ikke behøver at tænke på at skulle holde lidt igen med de våde varer, da der også tilbydes overnatning i ikke færre end 160 moderne værelser med plads til i alt 350 personer.

Det siger sig selv, at når der skal festes i den helt store stil og i mange lokaler - det længste ligger omkring 800 meter fra køkkenet - så er der en masse logistik der skal på plads.

Fælles legefaciliteter

Det betyder, at der er omkring 50 medarbejdere i sving når det hele brager løs og effektive runnere, der skal bringe maden ud til de forskellige selskabslokaler på kort tid så maden ikke bliver kold undervejs,

Peter Brinks fortæller, at der også bliver tilbagelagt mange kilometer.

Forleden viste en triptæller, at en tjener på sin 12 timers vagt havde tilbagelagt 19 kilometer.

Børnene er der naturligvis også tænkt på og til fælles afbenyttelser er der til rådighed en herlig idrætshal med alskens udfordringer, så børnene ikke behøver blive siddende omkring bordet sammen med de voksne og komme til at kede sig.

Legemulighederne er et aktiv som rigtig mange er glade for og vægter meget højt når de lejer sig ind på Fuglsøcentret.