Fortsæt til indhold

Travlt år i Thorsø

Thorsø Håndværker og Borgerforening ser tilbage et år med mange aktiviteter

Samfund
Arkiv

byliv Formanden for Thorsø Håndværker og Borgerforening, Martin Bjerregaard Jensen, kunne på årets generalforsamling i foreningen se tilbage på et år med mange aktiviteter i foreningen og i byen.

"Vi er blevet færdige med renoveringen af gadeforløbet gennem byen, så der er kommet fartdæmpende chikaner og så er der blevet lavet det stykke fortov, der manglede på Møllevej. Det er begge dele ting, der er blevet etableret på borgerforeningens initiativ på baggrund af et stort ønske fra byens borgere," sagde formanden i sin beretning.

Byens stisystem er kommet til at hænge helt sammen dels på grund af det nye stykke fortov, dels fordi er er etableret en ny bro over et stykke sump i Thorsø Enge.

"Også det er sket i et samarbejde mellem os og Favrskov Kommune, og vi er meget tilfredse med det samarbejde. Kommunen er meget lydhør over for vore ønsker, og det betyder meget for vore muligheder for fortsat at udvikle byen," sagde Martin Bjerregaard Jensen ifølge en pressemeddelelse.

Blandt foreningens opgaver i 2018 har også været arbejde med udvikling af Torvet i Thorsø, samt den række af faste aktiviteter, som borgerforeningen står for, og som spænder fra juleoptakt over affaldsindsamling og stiture til revy og opstilling af flagallé ved festlige lejligheder.

Til bestyrelsen var der nyvalg til Jette Knudsen, der afløser Gitte Foldager, der ikke ønskede genvalg.

Bestyrelsen konstituerer sig senere.

gs