Fortsæt til indhold

Bordtennistalent udtaget til EM

Sally Maribo skal til Tjekkiet til sommer

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Den talentfulde bordtennisspiller Sally Maribo fra Grenaa har netop modtaget besked om, at hun er med på det hold, som skal repræsentere Danmark ved sommerens Ungdoms-EM som spilles i Ostrava i Tjekkiet.

Sally er førsteårs junior og skal til sommer tage kampen op mod de allerbedste i Europa - en udfordring, som hun tager helt roligt.

"Jeg ved godt, jeg ikke skal ned og kæmpe om medaljerne som førsteårs junior, men at DBTU - Dansk Bordtennis Union - udtager os, gør at vi alle sammen tror på, at vi er den årgang, som skal vende dansk pigebordtennis - og vi glæder os," siger hun.

Sally træner til daglig i Viby, men bor stadig i Grenaa, hvor hun går i 9. klasse på Vestre Skole.

Selv om Grenaa Gymnasium har tilbudt Sally en specialaftale med en forlænget uddannelse, har hun valgt at rykke teltpælene op, og flytte til Aarhus efter sommerferien. Her er mulighederne for at udnytte Team Danmark-støtten bedre. "Det var virkelig dejlig at Grenaa Gymnasium kontaktede mig efter avisartiklen i Grenaa Bladet, og tilbød at de ville hjælpe. Det håber jeg, de vil gøre ved mange flere unge talenter i byen, og det vil gøre mange flere kan blive længere," siger Sally.

Selv om der står Team Danmark og landshold bag på trøjen skal alle udgifter betales af spillerne selv og spillerne skal også betale for den coach, de har med, og for deres ophold.

For at få en stor udgift som et EM samt den kommende sæsonplan med flere udenlandske stævner til at hænge sammen, har Sally startet en ”sponsor me” kampagne via facebook. Hun håber, at rigtig mange i lokalområdet vil støtte hende i at nå sine mål.