Ebeltoft Park Hotel: Ny direktør og nyt koncept
Jesper Petersen er indtrådt som ny direktør for Ebeltoft Park Hotel og kommer med friske øjne og nyt koncept
erhverv Ebeltoft Park Hotel har ligget lidt i dvale siden efteråret. Jesper Petersen tiltrådte som ny direktør midt i januar, og sammen med de ansatte har han i et par måneder været i fuld gang med at optimere hotellet og gøre det klar til at tage imod både lokale gæster og forårets og sommerens turiststrøm.
Nyt koncept
Første etape er nået. Den 1. april åbnede middagsrestauranten med fuldt aften-menukort, og næste etape passeres til maj, hvor køkkenet også er klar med et frokost-kort med mange valgmuligheder.
"Vi ændrer konceptet og hæver standarden lidt over hele linjen, så folk får en god oplevelse," siger Jesper Petersen.
Siden januar er der blevet arbejdet med menukortene, nye ansatte er kommet til, der er lavet ny hjemmeside, og hotellets indretning og funktioner får i det hele taget en make-over.
Jesper Petersen vil for eksempel matche hotellets profil med Ebeltofts værdighed som gammel dansk havneby.
"Så der kommer lidt mere fisk på menukortet end der er på et almindeligt menukort."
Kok Gösta Rindbøl, der medbringer et fornemt CV med ansættelser i blandt andet Salon i Bredgade og Gl. Mønt i København, ser frem til at arbejde i det østjyske. Han fortæller, at der vil blive handlet så lokalt som muligt af alle råvarer.
Jesper Petersen vil samtidig skrue lidt på priserne på vinkortet, så de dyre kvalitetsvine bliver mere tilgængelige for flere.
"Det bliver et helt andet prisniveau, end man ellers ville se. For et par hundrede kroner mere, vil man kunne friste folk til at købe en god flaske vin, der ligger en del under den almindelige restaurationspris."
Nyt er også, at gæsterne kan glæde sig til livemusik på Ebeltoft Park Hotel. Hver fredag eftermiddag og aften i juli og august vil et jazzband spille op. Jesper Petersen sørger desuden for, at der 14. september kommer ekstra gang i sagerne, idet han her har hyret duoen Sussi & Leo til en aften med dinner, musik og dans i hotellets støre danse-restaurant der rummer både scene og stor bar.
I branchen i mange år
Ebeltoft Park Hotel har kørt med forskellige forpagtere de senere år, og driften har siden efteråret kørt a la Bed & Breakfast. I 2018 kom nye ejere til, og med ansættelsen af Jesper Petersen som ny direktør vil de relancere Ebeltoft Park Hotel.
Jesper Petersen har været i branchen i mange år, specielt i København, hvor han siden 1998 har haft fast adresse. Her har han drevet flere mindre og større restaurationer og har også været forpagter. Også hans bror og søster er i hotelbranchen.
Jesper Petersen voksede op i Randers, og han tænker med glæde tilbage på sine ferier hver sommer på Mols. Som helt ung var han sælger indenfor kontorartikler med Grenaa og Aarhus som sit område, herunder også Ebeltoft, og han har stadig venner og bekendte i det østjyske.
"Så jeg har en fod i begge landsdele og vil trække på mine erfaringer fra begge steder."