Kirkeklumme: Hvad skal kirken blande sig for?

Klumme Da jeg midt i firserne var barn og lå og skulle falde i søvn på min skibsbriks, kom jeg nogle gange til at bekymre mig. Sådan har tankerne det jo med at stå i kø, når man ligger og skal til at lukke ned for dagen. Jeg havde et billede i hovedet af en mand i jakkesæt, der med et uhyggeligt smil om munden sad med sin store pegefinger hvilende på en rød knap. Blev manden tilpas provokeret, eller bare fordi han fik lyst, ville han trykke på knappen, og et sted ville atombomberne begynde at springe, og vores verden ville gå i stykker. Det billede stod stærkt for mig, da jeg jo havde hørt de voksne tale om sådan en mand og sådan en rød knap.

Da Tjernobylværket i Ukraine sprang i luften i 1986, gjorde det ikke min bekymringer mindre. En af mine klassekammerater, der boede på en gård, fortalte, hvordan hans far fik besked på at holde køerne indenfor i mange måneder efter ulykken, og at alle grøntsagerne fra deres køkkenhave måtte smides ud, da de var blevet forgiftet. Om det reelt var sådan, ved jeg ikke, men i mit barnehoved var det virkelighed. Og en skræmmende én af slagsen.

Hvad ligger vores børn og unge i dag og bekymrer sig om, når de skal sove? Jeg gætter på klimaet. Smeltende poler, iltmangel og klimaflygtninge. For et par uger siden strejkede tusinde af skolebørn verden over for at demonstrere deres krav til politikerne om at iværksætte en bedre klimapolitik. Det er sundt og vigtigt, at vi lærer vores børn og unge, at de ved at stå sammen faktisk kan ændre det samfund, de lever i og påvirke beslutningstagerne. At vi ved fælles hjælp kan udrette rigtig meget. Det er en del af den demokratiske proces. Men forældre fortæller også om børn og unge, der går rundt og er decideret bange og har frygtelige billeder i hovedet af verdens undergang. Klima-deprimerede børn. Børn, der påtager sig et alt for stort ansvar, for at deres voksne skal spise grønnere, sortere affald, bruge minde strøm og vand og ikke køre så meget i bil. Så hvordan skal vi tale om klimaudfordringerne uden at gøre hinanden bange?

Rundt om i landet har mange menighedsråd og præster også valgt at engagere sig i klimadebatten med klimagudstjenester, såkaldt ”grøn kirke”- aftaler om driften af kirkerne og kirkegårdene, foredrag og debatter. Det står de enkelte råd og sogne frit for, hvordan og hvor meget de ønsker at involvere sig i de samfundsmæssige udfordringer, som hører vores tid til. Men hvorfor skal kirken overhovedet blande sig i klimadebatten? Det skal vi, fordi kirken er forpligtet på at viderebringe det håb, som er indeholdt i det kristne evangelium. Et håb, der skal gøre os mennesker livsduelige ved at pege på gælden. For lige så magtfuld og ødelæggende den dårlige samvittighed kan være, ligeså mægtig er glæden. Jeg tror og håber på, at vi på den måde kan være med til at tage fat på vor tids klimaudfordringer ved at pege på glæden ved vores lille, blå klode og glæden ved at føle en nødvendighed til at hjælpe dem, der for tiden har brug for hjælp. Glæden - ikke frygten, skal være vores drivkraft. Det prædikes der hver søndag. Hvordan vi så hver især vil tage klimaudfordringer på os, det er op til den enkelte; det mener jeg ikke, at kirken skal blande sig i. Men kirken skal til enhver tid tale frygten imod og tale glæden frem. Og forhåbentlig aflaste vores børn og os andre i deres bekymringer.