Penge til baneudvidelse
Skanderborg Petanque jubler efter donation fra Nordea-fonden til støtte for en udvidelse af baner
Skanderborg Petanque har modtaget meddelelse fra Nordea i Skanderborg om, at Nordea-fonden har bevilget 10.000 kr. i støtte til udvidelse af petanquebanerne.
“Det er vi naturligvis rigtig glade for,” udtaler formand Tage Kristensen fra Skanderborg Petanque.
I denne anledning var der arrangeret en sammenkomst ved Klubhuset i Vrold, hvor der - som hver tirsdag - i forvejen var en lille snes spillere samlet til Idræt-om-Dagen petanque.
Håber på fremgang
Efter at have spillet petanque i et par timer samledes alle ved det udendørs bord, hvor der blev serveret kaffe og kage på foranledning af de to repræsentanter fra Nordea Skanderborg, Inge Marie Hønnicke og Johnny Westergaard. Sidstnævnte havde også nogle flasker vin med, som han trak lod om blandt deltagerne.
Der blev holdt en kort tale med ønsket om fortsat fremgang for foreningen i bestræbelserne på at skaffe så mange petanquespillere til de arrangerede stævner - her især Skanderborg Open, som afvikles i begyndelsen af juni hvert år.
Petanqueklubbens formand og kasserer takkede varmt for den modtagne erkendtlighed og lovede, at pengene ville blive brugt til de netop udvidede baner.
e.r