Fortsæt til indhold

Kom til Kalø Slotskro og hjælp naturen

31. marts skal naturen hjælpes

Samfund
Arkiv

KALØ Så skal naturen gøres ren. Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling er i år 31. marts mellem kl. 10 og 14.

DN Syddjurs samler ind med udgangspunkt ved Kalø Slotskro. Erfaringen viser, at der er meget affald langs de vestvendte kyster for eksempel ved Egens, hvor plasticaffald med mere driver i land. Også langs mange veje flyder det med cigaretpakninger, slikposer med mere, der hovedløst smides ud af bilvinduet. Men kun hvor der er sikkert at gå, sender DN frivillige ud og samler ind, skriver DN Syddjurs i en pressemeddelelse.

I år sætter DN fokus på de mange cigaretskod, der ligger i naturen i mange år. Et til fem år skønnes det, at det tager at nedbryde et skod, og i den tid afgives der giftige kemiske stoffer. "Det er svært og ubehageligt at samle gamle skodder op, og står slet ikke mål med den lille ulejlighed, det er at tage sit eget skod med til en skraldespand. Så lige så vigtigt det er at være med til affaldsindsamlingen, lige så vigtigt er det at gøre rygere opmærksomme på, hvor dumt det er blot at smide sit skod," skriver DN Syddjdurs.