Fortsæt til indhold

Debat: Det er mere end symbolpolitik, at Syddjurs er blevet skattelyfri kommune!

Samfund
Mette Refshauge Foged (Å), Morten Siig Henriksen (SF), Jesper Yde Knudsen (Ø) og Niels Gyldenlund Mikkelsen (S), byrådsmedlemmer, Syddjurs kommune

"Onsdag d. 20. marts vedtog et enigt byråd en ny indkøbs- og udbudspolitik. I samme omgang tilsluttede Syddjurs kommune sig “Oxfam IBIS’ Charter for Skattelyfri kommune” som den niende i Danmark. København og Aarhus er blandt de otte første og der er dermed et par tunge drenge i flokken. Dette blev også gjort enstemmigt, men dog med anklager om symbolpolitik. Dette er vi uenige i.

Vi ser charteret som en kamp for mere ansvarlighed fra virksomhederne – dét, man kalder corporate social responsibility; også forkortet CSR. Det er ingenlunde et nyt begreb, men over hundrede år gammelt og er ifølge forskere inde i sin tredje fase. Om denne kan man sammendrage forskernes holdninger til pointen, at det ikke blot er en økonomisk gevinst for virksomheder at være socialt ansvarlige – det er direkte et tab at lade være.

Hvem kan i dag forestille sig, at danske virksomheder brugte bevist skadelige kemikalier i madvarer? Hvem kan forestille sig, at restauranter ikke tillod homoseksuelle par? Hvem kan forestille sig, at man ikke havde foranstaltninger som hæve-/sænkeborde, kraner og luftventilation til medarbejderne?

Alt sammen noget, som er blevet til virkelighed, fordi befolkning og politikere har stillet krav og rejst en debat, der har øget bevidstheden omkring emnet og gjort det svært for virksomhederne at overhøre kravene. Derefter er det endt i skrappere lovgivning, nye standarder fra virksomhederne eller begge dele. Aktuelt har tre danske forskere kortlagt pensionsselskabernes investeringer i firmaer med lyssky til umoralske produkter eller services. Dette har hurtigt skabt stor mediebevågenhed, der selvfølgelig fordrer forandring blandt pensionsselskaberne.

Ved at underskrive charteret står vi derfor i Syddjurs sammen med de andre kommuner, som kæmper for at sætte mere fokus på, hvad der reelt foregår med virksomhedernes skattekroner, der undviger de rigtige kasser. Hermed lægger vi pres på virksomheder og Folketinget for at gøre noget ved problemet. Når man taler om et emne, lærer man om det og får det nuanceret. Sådan bliver vi de bevidste forbrugere, der er altafgørende for, at der sker noget på dette område. Vi har i Syddjurs samtidig valgt at konkretisere charterets ånd gennem indkøbspolitikken, som gør påstande om symbolpolitik til nonsens.

Syddjurs kommune har en stor opgave foran sig i de kommende år. Flere ældre og flere børn men færre penge. Derfor skal vi glemme alt om at se passivt til, mens skattely hiver vores fælles penge til bankbokse og skuffeselskaber. Det er rettidig omhu, det er ambitiøst og det er det eneste moralsk rigtige. Det er derfor langt mere end symbolpolitik – det er begyndelsen på realpolitik og en økonomisk mere retfærdig fremtid."