Elsebeth vil gerne fortsætte som vikar

”Jeg håber, der bliver plads til mig som vikar.”
Tandlæge Elsebeth Skou har et glimt i øjet, men faktisk ligger der et indtrængende ønske bag ordene. Hun har valgt at lade sig pensionere fra den klinik, hun selv har bygget op på Pakhusvej i Hinnerup. Glæden over at få tid til alt muligt andet, er dog blandet med et strejf af vemod. Klinikken og patienterne har været hendes liv i mange år, og hun brænder stadig for jobbet.

“Noget nyt hver dag”

Inden mødet med avisen har Elsebeth Skou haft en travl dag på klinikken, og hun har netop taget munter afsked med en patient. Nu er det fyraften, og hun trænger til den kop kaffe, hun altid runder dagen af med, inden hun går i gang med at journalisere. Mens den brygges, fortæller hun levende om de meget forskellige opgaver, hun møder.
”Jamen, der er noget nyt hver dag. I dag har jeg for eksempel fjernet en stor spytsten og rodbehandlet en fire-zonet kanal. Det er da spændende. Der sker noget hele tiden. Jeg kommer til at savne de daglige udfordringer.”
Elsebeth Skou er altid den sidste, der går. Hendes arbejdsdag starter klokken 8 om morgenen, og hun er sjældent hjemme i privaten i Vejlby før klokken 19.

Åbnede egen klinik i 1992

Elsebeth Skou startede med at arbejde som tandlæge i Horsens i fire år, inden hun kom til Hinnerup i 1982. Her blev hun ansat som tandlægeassistent hos Anne Grethe og Svend Bjerg Kristiansen i Storegade. I 1985 købte hun egen andel i klinikken og blev selvstændig tandlæge.
I 1992 åbnede hun sin egen klinik på Pakhusvej i Vibe Centret. Hun startede som eneste tandlæge og med en enkelt klinikassistent. I dag er der fire tandlæger, to tandplejere, fire klinikassistenter og to elever. Klinikken er blevet udvidet tre gange siden starten.
For syv år siden indledtes et glidende generationsskifte med sønnen Simon. Elsebeth Skou er meget, meget glad for at kunne overlade sit livsværk til ham.
”Man skal holde, mens legen er god. Jeg er glad for, at det bliver i familien, og at det er i gode hænder.”

Ikke klokkestreng i ryggen

Egentlig er Elsebeth Skou lidt nervøs for at gå på pension. Samtidig med at hun glæder sig til at være fri for at have en klokkestreng i ryggen, frygter hun lidt at gå i stå over madoplevelser og strikkeopskrifter. Men det er nok ingen fare for, i hvert fald har hun masser af ting, hun ser frem til. Hun vil læse bøger, genopfriske sine engelsk- og tysk-færdigheder, gå til folkeuniversitetet, lave patchwork og pileflet ….
”Der er 1000 ting, jeg har lyst til. Og så vil jeg sørge for at have den tid, der skal til, for at være noget for mine børn og børnebørn.”
Hun kommer nok også til at stå mere i køkkenet, end hun hidtil har gjort. På grund af sine lange arbejdsdage, har hendes mand, der blev pensioneret for tre år siden, hidtil sørget for aftensmaden.
”Nu må det være min tur.”
Og så vil hun da også stadigvæk sørge for at lave tomatplanter til alle naboerne, kollegaer og patienter. I tidens løb er hun også kommet i vane med at bytte georgineknolde, tomatfrø med nogle af patienterne, og det vil muligvis også fortsætte.

Blandede følelser

Som det fremgår, ser Elsebeth Skou frem til sidste arbejdsdag med blandede følelser. Hun ved, at hun vil komme til at savne sine kollegaer og de mange dygtige medarbejdere i klinikken. Og patienterne... ja, dem siger hun officielt farvel til ved en reception fredag 12. januar.
“Jeg kender dem allesammen. Det bliver forfærdeligt den 12.”