Fortsæt til indhold

Mor og søn på samme klinik

Der er lagt op til et langt, glidende generationskifte hos tandlæge Skou i Hinnerup

Samfund
Michael Wulff

Elsebeth Skou har aldrig været i tvivl om sønnen Simons evner som tandlæge. Selvom han først er uddannet for nogle år siden, så hun allerede en tendens, da han var barn.
"Simon kunne tidligt noget med finmotorik. Han sad og skabte små figurer, så jeg har aldrig været i tvivl om, at han kunne blive tandlæge. Hvis han ønskede det," siger Elsebeth Skou i klinikken på 1.salen i Vibecentret i Hinnerup.

Stopper ikke

Hun er så småt ved at forberede en nedtrapning, men skynder sig at komme med en vigtig bemærkning:
"Du må endelig skrive, at jeg ikke stopper. Det har jeg slet ingen planer om, men jeg er begyndt at holde fri om fredagen," siger hun, der ofte oplever en 12 timers arbejdsdag. En klinik med 12 ansatte kræver sin chef.
"Og livet er jo andet end tænder," siger Elsebeth Skou, som nærmer sig de 60 år.
Simon Skou er 31 år og begyndte i et barselvikariat sidste år. Nu er han fast på deltid, hvilket passer ham godt.
"Jeg har et spædbarn derhjemme, så det er fint at have lidt tid til familien."

Simon Skou er ikke bleg for at lege lidt til fotografens ære. Et lille dental spejl kan sagtens rumme et portræt. Foto: Michael Wulff Hansen

Kurs mod tandlægeboret

Simon Skou begyndte at læse til multimediedesigner, men det studie kom han ikke så langt med.
"Næ, jeg nåede kun at blive tilmeldt og optaget, før jeg hurtigt fandt ud af, at det var tandlæge jeg ville være," siger han, der så småt er ved at overtage morens administrative opgaver i klinikken.
Det glæder Elsebeth Skou:
"Det er fantastisk at møde på arbejde og så se, at andre har flyttet nogle af opgaverne. Det er en stor glæde."

Elsebeth Skous mangeårige erfaring som tandlæge kommer sønnen Simon til gode. Han kommer til gengæld med den nyeste viden fra sin uddannelse. Foto: Michael Wulff Hansen