Brugtbilekspert: Der er flere genveje til en god brugt SUV
Den mest populære er Nissan Qashqai, men der er også andre muligheder
brugt Mange bilkøbere ønsker sig en SUV, og den tendens har spredt sig til brugtbilmarkedet.
Her oplever landets største markedsplads for brugte biler en øget søgning på biltypen.
"Vi oplever en stigende interesse for brugte SUV'er. Der er en stigende interesse for nichebiler i almindelighed og SUV-modellerne i særdeleshed," siger Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.
Heldigvis er udbuddet af brugte SUV-modeller fulgt med efterspørgslen. På 12 måneder er antallet af brugte modeller steget med 10 pct., og i dag har Bilbasen godt 8.000 til salg.
Generelt er det bedst at købe en nyere bil to-tre år gammel, for de er relativt billigere end de ældre modeller. Det skyldes, at helt nye modeller er faldet markant i pris som følge af en stribe afgiftsændringer, og det har gjort, at priserne er faldet markant på tilsvarende brugte - noget, som ikke er slået tilsvarende igennem på de ældre SUV-modeller.
Qashqai over alt
Den mest søgte model på Bilbasen er Nissan Qashqai.
"Der står næsten Nissan Qashqai over det hele," siger Jan Lang.
"Er man på udkig efter en brugt SUV, så er der ingen tvivl om, at Nissan Qashqai er et godt match i forhold til danskernes forestilling om en SUV. Siden d. 1. januar 2019 er modellen blevet søgt mere end 650.000 gange på Bilbasen. Og det er ubetinget den mest efterspurgte model i prisintervallet 125.000-250.000 kr. med mere end dobbelt så mange søgninger som nummer to på listen," siger Jan Lang.
Der er godt 600 eksemplarer af den nyeste generation af Nissan Qashqai til salg på brugtbilmarkedet lige nu. Det taler ligeledes til Qashqais fordel, at der er et bredt udvalg af såvel benzin- som dieseludgaver.
Heldigvis er der også flere andre biler, der er interessante.
Her anbefaler Jan Lang Renault Captur, hvis man kan nøjes med en mindre crossover, Renault Kadjar, der deler teknik med Nissan Qashqai og VW Tiguan, dog kun i seneste modelgeneration, der kom i slutningen af 2015.
Men risikerer man ikke, at man kommer til at betale for meget for bilerne, når de er så eftertragtede? spørger vi.
"Ikke, hvis man går efter de populære modeller, hvor udbuddet er stort, og som også vil holde prisen godt, når man skal sælge dem igen," siger Jan Lang.