Gufferen lukker og slukker i Ryomgård
Grillrestauranten Gufferen i Slotsgade i Ryomgård har haft sidste åbningsdag. Indehaver Thomas Gyldenløve Thidemann vender snart igen næsen mod Samsø
RYOMGÅRD Thomas Gyldenløve Thidemann har trukket skodderne til i grillrestauranten Gufferen i Slotsgade i Ryomgård for denne gang.
Det er den tidligere Rønde dreng, som i sommerperioden driver grillrestauranten 'Gufferen' på Samsø, tog over i Slotsgade 1. november 2018, da den tidligere 'Restaurant Lunt & Lækkert' pakkede ned.
Thomas Gyldenløve Thidemann indgik en korttidslejeaftale med indehaver af bygningen i Slotsgade, Søren Melgaard, Rønde, med mulighed for forlængelse tre måneder yderligere.
Når lejekontrakten var så kort, er forklaringen, at det såkaldte midtbyprojekt i Ryomgård, der har været på tegnebrættet i mere end ti år i forskellige udformninger, fortsat spøger.
Midtbyprojektet er fysisk planlagt til at skulle realiseres på det areal, der ligger centralt i Ryomgård og omkranses af Slotsgade Jernbanegade, Markedsgade og Vestergade.
Ryomgård Distriktsråd er tovholder i samarbejde med Boligselskabet DjursBo, Syddjurs Kommune, Ålsrode Tømrerfirma A/S, et arkitektfirma og ejeren af Slotsgade 3, Melgaard Ejendomme, Søren Melgaard, Rønde.
"Der er helt udramatisk, at Thomas vælger at stoppe nu. Han skal snart i gang med atter at drive Gufferen på Samsø, som han jo gør i i turistsæsonen," siger Søren Melgaard.
'Gufferen' i Samsø-udgaven har hjemsted i Sælvig.
Søren Melgaard inviterer via sit Melgaard Ejendomme interesserede lejere til at tegne en korttidslejekontrakt på maks. fem måneder. Det er muligt at leje caféen med inventar og ligeledes udstillingslokalerne, der er nabo til caféen.