Kampen om opmærksomheden
Præsteklumme Der er kamp om vores opmærksomhed fra alle sider: Reklamerne vil have vores opmærksomhed, politikerne vil sælge deres budskaber, mens medierne vil give os nyheder. De fleste har en arbejdsgiver, der ønsker vores fulde opmærksomhed, og det samme gør familie og venner. Det er ikke let, hverken at nå det hele eller at overskue det, og derfor bliver kampen om vores tid bare mere og mere hidsig.
Den store vinder, der i disse år har held til at tage mere og mere af vores opmærksomhed, det er skærmen: TV og computer men især iPads og mobiltelefoner. Derfra kan vi nemlig nå det meste, og de fleste kan nå os. På godt og ondt. Næsten alle har en mobil, og de fleste går nødig nogen steder uden den. Mange har den klæbet til hånden, ikke mindst blandt de unge, der ser, læser og sender mange hundreder beskeder om dagen.
Sociale medier, programmer og apps er nøje udviklet til at fastholde vores opmærksomhed, og de er ubehageligt gode til det. Man bliver afhængig af at få det næste kick, hvad enten det er den næste nyhed, den næste video, det næste snap fra en af vennerne eller et nyt level i et spil. Det udløser alt sammen dopamin til hjernen, og den slags bliver man afhængig af. På den måde skaber mobilerne fravær og en stadig ringere evne til at fordybe sig i tingene.
I bussen sidder faren med sin mobil, mens datteren forgæves hiver ham i trøjen, så hun kan vise ham noget spændende udenfor. Moderen sidder og ammer sit barn, mens hun tjekker mail, sms’er og nyheder på mobilen og barnet forgæves søger at få øjenkontakt. Og mange af de unge får lov til at underholde sig selv foran computeren hele og halve dage.
I disse uger, hvor børn og unge igen er startet i skolen, bliver det endnu en gang debatteret, om man skal indføre begrænsninger på brugen af mobiltelefoner i folkeskolen. Mange synes, at det skal besluttes lokalt, men jeg ville ønske, at man havde mod til på landsplan at forbyde mobiler i skolen, som man netop har gjort det i Frankrig.
På de skoler i Danmark, hvor man har gjort det, har man konstateret et stigende fagligt niveau, og endnu vigtigere: Man har set, at børnene er begyndt at lege sammen igen i frikvartererne. Tænk sig, det kan faktisk lade sig gøre.
Jeg vil hermed opfordre skolebestyrelserne til at handle, mens vi venter på, at sagens alvor går op for landspolitikerne. Vi forældre må også være klar til at sætte grænser for vores børn. Og allerførst kan vi begynde med at overveje vores egne mobil- og medievaner.
Men først skal du besøge naboen, kysse din familie, ringe til en ven eller gå en tur ud i den smukke natur. Lad bare mobilen blive hjemme.