Fortsæt til indhold

Massøren Alma er dødtræt af mandlige kunder med sex-ønsker: Nu ringer hun deres koner op

Uforskammede henvendelser fra mænd er i stigning hos massør Alma Wolf. "Det bliver værre og værre. Men nu føler jeg, det er på tide at sætte foden ned," siger hun.

Samfund
Ida Asplund Ådahl. Dansk bearbejdelse af: Jacob Nielsen

Alma Wolf har mange strenge at spille på. Hun er fodterapeut og barber, og i 2011 blev hun også færdiguddannet massør. Men hun havde aldrig drømt om, hvilke udfordringer jobbet som massør ville medbringe.

”Mindst en gang om ugen får jeg krænkende forslag og ønsker om seksuelle ydelser såsom ”happy ending”. Og det bliver værre og værre,” siger hun til Lokalavisen.dks svenske søsteravis, Lokaltidningen.se.

Cirka halvdelen af hendes kunder i salonen i Helsingborg er mænd i forskellige aldre.

Ifølge Alma Wolf er det ikke ualmindeligt, at mændene kommer ind fra gaden og spørger, om hun tilbyder thaimassage.

”Allerede når det sker, ved jeg, hvor det er på vej hen. Desværre har thaimassage fået et dårlig omdømme, og en del folk tror, at thaimassage er ensbetydende med ”happy endings” (mandlig udløsning, red.).

Ifølge Alma har kunderne også mange andre kinky ønsker.

”Det er ikke ualmindeligt, at de vil have mig til at udføre massagen topløs. Det er også sket, at en mand ønskede at være nøgen, da jeg masserede ham - noget jeg absolut ikke accepterede,” siger hun.

Manden forlod stedet men bestilte en ny tid to uger senere, og da måtte hun igen smide ham ud, fordi han havde taget alt sit tøj af og lå splitternøgen, da hun skulle i gang med behandlingen.

Et par gange er det gået så vidt, at Alma har følt sig nødsaget til at kontakte mændenes koner.

”Det er sket to gange. Og det værste er, at de ikke godtager et nej, selvom jeg truer med, at jeg vil kontakte konerne, hvis de ikke stopper.”

De gange hun har ringet konerne op, har hun modtaget en undskyldning fra kvinderne på mændenes vegne. En af gangene endte hun dog også med at modtage en skriftlig beklagelse fra manden.

Hun fortæller Lokaltidningen.se, at hun kender til kollegaer i branchen, der er stoppet som massører på grund af udviklingen. Selv har hun aldrig følt sig utryg og bange.

”Der har været mange ubehagelige situationer, men jeg har ikke på noget tidspunkt været bange. Jeg er en ret solid pige med ben i næsen, og jeg er generelt ikke bange af mig. Men jeg vil ikke tolerere den adfærd, og det er derfor, jeg sætter foden ned nu og åbent fortæller, hvordan hverdagen som massør også kan se ud. Jeg tror nemlig, det er de færreste, der ved, at det foregår på den måde,” siger Alma Wolf, som vil fortsætte med at kontakte de mandlige kunders koner, hvis de kommer med ubehøvlede forslag og tilbud.