Brokker du dig for meget?

I disse uger holdes der høst gudstjenester i alle landets kirker. Det er en gamle tradition, hvor vi takker for, at Gud lod kornet vande og sendte sin sol over markerne, så vi kunne få høsten i hus. I Skanderborg sogn holdes høstgudstjenesten på søndag.

Det kan måske syntes lidt pudsigt, at vi forsat holder fast i netop denne traditionen, da de færreste af os, har direkte konkakt til landbruget.

Men når det forsat giver stor mening, at holde høstgudstjeneste, så er det fordi, at det først og sidst er en anledning til at stoppe op en stund midt i vores liv og huske på, at det daglige brød og livet selv aldrig er en selvfølge. Det er en gave. Et påmindelse, der vil vække taknemmelighed i os.

Det er gavnligt at blive mindet om. Mon ikke vi alle indimellem glemmer, at der altid er noget at takke for?

Derfor er traditionen så vigtigt. For uden taknemmeligheds-dimension i livet, bliver livet meget let til en selvfølgelighed, en rettighed og i værste fald en sur pligt. Et liv, hvor vi føler os berettigede til at brokke os, hvis det ikke går, som vi vil det og synes, vi fortjener.

I det perspektiv var det tankevækkende at læse en livsstilsekspert udtale sig fornyelig om, at for langt de fleste danskere er brok blevet en del af hverdagen. Enten hører vi på andres brok, eller også brokker vi os selv højlydt.

Brok er blevet en dansk omgangsform fortæller han og uddyber: "Vi lever i et samfund, der har lært os at være kritiske og stille krav. Det betyder, at der ikke skal særlig meget til, før omgivelserne ikke lever op til vores forventninger – og så brokker vi os. På den måde er brok blevet en del af den danske kultur."

Mindst hver femte dansker brokker sig hver eneste dag over alverdens ting. Brok over busser, supermarkeder og trafikken er de mest højspændte brok zoner, fortælles det. Stærkt efterfulgt af brok over politik og arbejdspladsen og familien. Mon ikke de fleste af os her må føle os lidt truffen?

Men vi skal passe på. For selvom brok er blevet så naturlig en del af hverdagen, at vi måske dårligt lægger mærke til det, så slider de negative udladninger i længden på glæden, fællesskabet og livet.

Det kan gå hen og blive et livssyn, som er utrolig usundt i længden. Så måske skulle alle vi, der indimellem må indrømme, at vi måske brokke os lidt for meget, gå til høstgudstjenesten på søndag og få pustet lidt nyt liv i vores taknemmelighed.