Fortsæt til indhold

Påskeboom: Nu stiger udbuddet af sommerhuse

Efter en sløv vinter begynder udbuddet af sommerhuse altid at stige i marts – op til påsken, hvor antallet af fremvisninger også stiger kraftigt

Samfund
Arkiv

sommerhuse Fuglene kvidrer udenfor, aftnerne bliver lysere og danskerne begynder at drømme om sol og sommer. Det er forår, påsken står for døren, og det er nu, sommerhussæsonen starter.

Ifølge tal fra Boligsiden.dk stiger udbuddet af sommerhuse altid i marts måned – op til påsken, og i Østjylland er stigningen de seneste fem år i gennemsnit 12 procent fra januar til marts.

”Markedet for sommerhuse er meget sæsonpræget, og vi ved af erfaring, at køberne kommer med foråret. Det ved sælgerne selvfølgelig også, og derfor pibler der nye sommerhuse ind på markedet op til påske,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Senere salg

Det betyder ikke, at køberne slår til i påsken. Tal fra homes fremvisningsindeks viser, at påskeugen er højsæson for fremvisninger af sommerhuse, mens handlen topper senere.

”Det er naturligt, at påskeferien bliver brugt til at se interessante sommerhuse an, inden et køb typisk falder på plads senere på foråret eller i starten af sommeren, hvor det begynder at blive vejr til at sole sig på terrassen og dyppe tæerne i havet,” siger Birgit Daetz.

-vik