Foldby i aktion mod dræbersneglene
Som et forsøg skal 500 liter rundorm infiltrere haver i Foldby og skaffe dem af med dræbersneglene
DræbersnegleI et nyt biologisk forsøgsprojekt, som Haveselskabet og Nemaslug-producenten BASF står bag, forsøger man nu sammen med beboerne i Foldby at slå bestanden af dræbersnegle ned.
"Projektet handler om at få folk til at stå sammen om at komme dræbersneglen til livs. Vi er særlig plaget af dem her i området, fordi vi har mange vandhuller, og jorden er så våd og leret, at mange af os har svært ved at have køkkenhaver og pæne haver, fordi dræbersneglene spiser alt", siger Anette Hansen, der er formand for Haveselskabets afdeling i Hinnerup og formand for Afdeling Østjylland.
Forsøget er i gang
Snegleprojektet gik i gang 7. april, og det er første gang, man i Danmark forsøger denne form for fælles aktion mod dræbersneglene. Håbet er, at man kan få mange af de cirka 450 haveejere i Foldby til at medvirke i forsøget.
"Ved at få folk til at gøre det sammen og samtidig kan vi forhåbentlig få bragt bestanden ned og samtidig få en pejling på, om metoden virker. I Haveselskabet vil vi rigtig gerne gøre noget ved problemet med dræbersneglen, for den er ikke bare et problem for vores medlemmer, men for rigtig mange haveejere", siger Anette Hansen.
Succes i Norge
Haveselskabets projekt er inspireret af et lignende forsøg i “Hageselskapet” i Norge, hvor man i Kornerud og Bragenes i Drammen Kommune har været så plaget af dræbersnegle, at foreningen, borgere og kommunen i fælles aktion i tre år i træk har bekæmpet dræbersnegle med hjemmelavet “nematodegrød” for at komme dræbersneglen til livs – og med god effekt.
Det er BASF, der leverer den mikroskopiske rundorm, nematoden, til det danske projekt. 7. april udleverede BASF og Haveselskabet 500 liter nematode-grød til haveejerne i Foldby. Mod betaling på 100 kroner fik hver haveejer fem liter med hjem – en blanding der består af mask fra ølbrygning, gær og tilsat ormen, nematoden, i millionvis.
"Derefter skal beboerne sådan nogenlunde samtidig gå hjem og lægge 'tennisbolde-store' bunker hjemme i haven alle de skyggefulde steder, hvor sneglen typisk opholder sig i løbet af dagen. Sneglen tiltrækkes af duften i gær og mask, og nematoderne kan angribe sneglen", forklarer Anders Fjendbo, agsolution manager i BASF.
Snegleprojektet bliver fulgt i et “sneglebarometer”, hvor borgerne de efterfølgende seks uger hver tirsdag aften skal i haven og tælle snegle. Én person i hver hustand skal tælle i fem minutter. Antallet af snegle skal indberettes, og barometeret kan dermed give et fingerpeg om, hvorvidt aktionen virker.
Orm angriber sneglen indefra
"Nematoderne kravler ind under kappen på sneglen og tager bo i et hulrum i ryggen, hvor den formerer sig og hurtigt bliver til mange flere. En snegl, der er inficeret med nematoder, vil derfor tit svulme op og miste appetitten, men dét, der tager livet af sneglen, er en bakterie, som nematoden frigiver, som er skadelig for dræbersneglen", forklarer Stine Slotsbo, der er ph.d. og snegleforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, men ikke en del af selve projektet.