Tidligere lægeklinik bliver til galleri
Ørsted får 19. april kunstgalleri i tidligere lægeklinik
Kultur Ørsted får et nyt aktiv. Der, hvor mange borgere på Ørsted-egnen tidligere er blevet undersøgt og behandlet, åbner et kunstgalleri. Det er på Sygehusvej 3, hvor læge Bjarne Jensen holdt til i mange år.
Det er de to tilflyttere, Pia Tastesen og Jörn Eskildsen fra Horsens-egnen, der åbner Galleri Eske langfredag 19. april. Der er fernisering kl. 13. Kunstgalleriet vil i første omgang holde åbent hver søndag og ellers efter aftale.
Billeder fra naturen – især fugle – fra Danmark og det arktiske område er en stor del af den første udstilling Galleri Eske åbner i påsken. Inspirationen til udstillingen har de to initiativtagere fået fra det nu lukkede Galleri Dahl i Sødring ved Udbyhøj på nordsiden af Randers Fjord. Her var et miljø med kunstnergruppen Dane med 20 natur-kunstnere. Det er dette miljø Pia Tastesen og Jörn Eskildsen vil prøve at genskabe i Ørsted. De flyttede til byen i oktober sidste år efter at have boet i Horsens-området siden midten af 1980’erne.
Begge har i mange år været optaget af naturen og den kunst, der udspringer af den. Ikke mindst fugle. Derfor er det helt naturligt, at deres første udstilling bliver værker af den anerkendte naturkunster og forfatter til mange bøger, Jens Gregersen fra øen Vorsø i Horsens Fjord. Ham har de kendt i mange år. Han sammenlignes tit med naturmaler, Johannes Larsen fra Kerteminde, der også var kendt for sin kunst med fugle og natur i det hele taget. Netop i øjeblikket er Jens Gregersen i gang med udsmykning af en 100 meter lang væg med fuglemotiver i et rehabiliteringscenter i Munkebo - tæt ved Kerteminde.