44 nye parkeringspladser i Hornslet Midtby på tegnebrættet
Der er projekteret en parkeringsplads med plads til 44 personbiler og et lille torv mod Tingvej, som forventes færdig efter sommerferien
HORNSLET De handlende i Hornslet får jævnligt klager fra deres kunder over, at der ikke er parkeringspladser i midtbyen.
Mange af kommunens ansatte på Rådhuset holder parkeret på alle de pladser, der er til rådighed. Endvidere benytter Hornslet Skole også parkeringsarealerne.
Byrådsmedlem Jan Fischer (S), nuværende udvalgsformand for Udvalget Sundhed, Ældre og Social (SÆ-udvalget), selv tidligere forretningsdrivende i Hornslet og med en fortid som bestyrelsesformand i Hornslet Handel, deltog i Hornslets Handels generalforsamling i sidste måned, hvor han lovede at bringe kritikken videre til Syddjurs Kommunes forvaltning. Også med en forespørgsel til forvaltningen om mulighederne for tidsbegrænset parkering i bymidten.
'Skrædderens hus'
Syddjurs Kommune købte i 2018 det såkaldte 'Skrædderens hus' på Tingvej 11 med henblik på at vælte huset for at få plads til parkeringspladser og et lille torv.
"Uigennemtænkt beslutning," har den snart forhenværende formand for Hornslet Distriktsråd, Hans Nielsen, kaldt kommunens plan.
Ikke desto mindre har Udvalget for Natur, Teknik og Miljø sagt god for løsningen.
Der er projekteret en parkeringsplads med plads til 44 personbiler og et lille torv mod Tingvej.
"Der er afsat midler til projektets gennemførelse, og det er forventeligt, at parkeringspladsen er tilgængelig for aktiviteterne på rådhuset umiddelbart efter sommerferien," skriver direktør Poul Møller, Syddjurs Kommune, i en svar-mail til Jan Fischer.
Tidsbegrænsning?
Ønskerne om tidsbegrænset parkering i byen afventer en undersøgelse fra kommunens side.
"Når der ligger en afklaring herpå, drøftes dette med Hornslet Handel og Distriktsrådet," lyder det i svar-mailen fra Poul Møller til Jan Fischer.