Fortsæt til indhold

Syddjurs har økonomisk ønskeliste til forhandlere

Ønsker ny udligningsreform og højere anlægs- og serviceramme

Samfund
Arkiv

økonomi Syddjurs Byråd sender en markant ønskeliste til KL's forhandlere op til økonomiforhandlingerne med regeringen.

Øverst på listen er ønsket om en ny udligningsreform og en højere anlægs- og serviceramme for at imødekomme det stigende antal ældre og mindre børn.

Syddjurs Kommune har de senere år været igennem en lang række omstillinger og effektiviseringer for at tilpasse kommunens drift til de givne økonomiske rammer.

Selv om kommunen i den proces har opnået flotte resultater, er det utilfredsstillende, at udligningssystemet producerer store udsving mellem kommunerne i forudsætningerne for den kommunale service, skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Eksempelvis har Syddjurs Kommune ca. 33.000 kr. årligt pr. ældre til service mod 60.000 kr. i Københavns Kommune. Samtidig er den snævre anlægs- og serviceramme med til at sætte begrænsninger på nødvendige investeringer, som skal til for at omstille og effektivisere driften.

Syddjurs Kommune oplever i disse år, som mange andre kommuner, en stigning i antallet af børn, unge og ældre kombineret med en generel befolkningsvækst. Det kræver markant øget finansiering i de kommende år.

"Syddjurs er en utrolig effektiv drevet kommune - det kan vi tydeligt se, når vi sammenligner vores omkostninger med de store kommuner. Alligevel vil den fortsatte skævhed i udligningssystemet og den snævre anlægsramme gøre det utroligt vanskeligt at opretholde et ordentligt serviceniveau - det er ikke rimeligt," udtaler borgmester Ole Bollesen i pressemeddelelsen.

"Jeg opfordrer vores forhandlere i KL til sætte udligning og vores anlægs- og serviceramme på dagsordenen, så vi sammen med regeringen kan skabe flerårige og fair budgetvilkår," fortsætter han.

Fire temaer til forhandling

Syddjurs byråd byder ind med fire temaer til Kls forhandlere:

Gennemgribende reform af det kommunale tilskuds og udligningssystem, forhøjelse af anlægsrammer til 20 mia. kr. årligt, markant udvidelse af service- og anlægsrammer, budgetter i et flerårigt perspektiv frem for et-årige kommuneaftaler.

jesl