Fortsæt til indhold

Hother Hennings er manden bag Aros Adventure

Den tidligere direktør for Hornslet Bogtrykkeri A/S, Avis-Tryk A/S og Lokalaviserne Østjylland A/S vil gerne udvide danskernes kendskab til deres eget land

Samfund
Lars Norman Thomsen

KALØVIG Natur og friluftsliv har lige siden barne- og ungdomsårene spillet en stor rolle for Hother Hennings, 53, der meget apropos har valgt at bo tæt på naturen på en skøn plet ved Kaløvig, hvor der er højt til himlen, udsigten fantastisk og afstanden til horisonten passende for den passionerede jæger og roer - han er formand for Aarhus Roklub.

Hother Hennings startede for godt et halvt år siden virksomheden Aros (gammelt navn for Aarhus) Adventure, der sælger oplevelser til erhverv, institutioner og private.

Han, fjerde generation af familien Hennings i Hornslet som i over 100 år drev trykkeri og bladvirksomhed i byen, har altid interesseret sig den for nære lokalhistorie, og ligesom sin far, afdøde Erik Hennings, elsker han at diskutere og fortælle levende og spændende om den. En god mand at gæste for andre med samme faible.

"Danskerne kender ikke deres eget land særlig godt," siger Hother Hennings.

Det vil han gerne gøre noget ved at tilbyde oplevelser og kurser i by og land året rundt.

"Med Aros Adventure dækker vi Aarhus og hele Østjylland. Aarhus med bugten og oplandet med Nationalpark Mols Bjerge, Djursland og Søhøjlandet giver fantastiske muligheder for at få oplevelser af stort set enhver art. Aarhus er for mange bare Danmarks næststørste by, men de færreste ved, at det også er Danmarks næstældste by, der har haft betydning siden Gorm den Gamle," siger Hother Hennings.

Ledig kapacitet

Aros Adventure samarbejder med en række museer, institutioner, foreninger, spisesteder m.m om at arrangere kurser og oplevelser.

"Grundtanken er, at mange museer i Østjylland har ledig kapacitet, når vi kommer uden for skolernes ferier, og det er her, at Aros Adventure kan spille en rolle som samarbejdspartner," forudser Hother Hennings, der allerede er kommet godt i gang.

1. marts 2019 havde han således 17 arrangementer på plakaten.

"Aros Adventure sælger oplevelser til både private og erhverv og hjælper gerne med at finde den rigtige ide," siger Hother Hennings.

Han laver helst aktive oplevelser, hvor deltagerne skal bevæge sig eller lave noget aktivt som en del af arrangementet. Det skaber nærhed og giver efter hans opfattelse uforglemmelige oplevelser frem for, at man blot sidder på sin flade og passivt tager imod.

For erhvervslivet tilbyder Aros Adventure teambuildingkurser, konferencer, events, indslag i forbindelse med konferencer, firmaudflugter og virksomhedsbesøg.

Heltidsbeskæftigelse

Aros Adventure håber Hother Hennings kan blive en heltidsbeskæftigelse, hvor han kan kombinere sin mangeårige ledererfaring fra erhvervslivet med sin store interesse for naturen og outdooraktiviteter.

Hother Hennings er uddannet civiløkonom fra Handelshøjskolen og havde i sin direktørtid i Hornslet Bogtrykkeri A/S og Avis-Tryk A/S ansvaret for drift af trykkeri og ni ugeaviser. Efter Hornslet Bodtrykkeris fusion med Favrskovgruppen og Politikens Lokalaviser blev Hother Hennings direktør for Lokalaviserne Østjylland A/S og var frontløber for fusionsprocessen, samt driften af en lang række ugeaviser i hele Østjylland.