Demant har taget første spadestik til endnu en ny bygning i Smørum
Den tredje Demant-bygning er på vej på Kongebakken i Smørum
SMØRUM Demant, som blandt andet ejer Oticon, har lige haft første spadestik til en ny bygning ved hovedkvarteret på Kongebakken i Smørum.
Det bliver dermed den tredje bygning på hovedkvarteret, hvortil man flyttede i 2005 fra det hidtidige hovedkvarter på Strandvejen. De to nuværende bygninger kaldes internt grøn og blå bygning. Blå bygning var den første tilbygning, som stod klar i 2014. Farvetemaet holdes også til den nye bygning, men hvad den kommer til at hedde, vides endnu ikke.
Demant ejer diverse brands inden for høreplejeområdet, hvoraf høreapparat-brandet Oticon er det mest kendte herhjemme. Demant vækster og ser frem til at fortsætte dette fremover, og derfor er der brug for mere plads på hovedkvarteret, der huser udvikling, salg og diverse stabsfunktioner for hele Demant-koncernen.