Kirkeklumme: At finde sammen

Vi lever i en skyggetid! Vi lever i skyggen af påsken, som vi nu har lagt bag os. En påske med et fantastisk vejr og hvor mange sikkert har været i haven og fra tid til anden har skiftet sliddet i solen med hakkejernet, ud med en plads i skyggen af parasollen eller de blomsterne kirsebærtræer.

Alt der lever og gror, ja alt vi har oplevet og lagt bag os, kaster sin skygge og følger os på den måde videre i livet frem. Både de gode og de dårlige oplevelser kaster skygge og vi må leve med det alt sammen.

Vi lever også i skyggen af de forfærdelige hændelser som påskedag ramte Sri Lanka, og ikke mindst de pårørende til de mange hundrede af døde og sårede må for altid bærer sorgens skygge med sig. At leve i skyggen af noget kan derfor både være negativt og positivt.

Og det vi skal huske på er, at vi også selv kaster skygge hver gang lyset rammer os. Og vi er i den grad selv med til at definerer hvilken oplevelse andre skal have ved vores skygge.

Der var engang en mand, som var så god, at selv englene begyndt at undre sig over hans godhed. Hvad bestod hans godhed i? Meget enkelt. Han tænkte aldrig dårligt om nogen. Han glemte hurtigt det dårlige, som andre gjorde mod ham. Det var med et rent og enfoldigt hjerte han så på andre.

Engang stod en engel fra Herren foran ham og sagde: "Gud ønsker at belønne dig for din godhed. Vil du, at jeg skal give dig den gave, at du kan helbrede de syge." "Nej," svarede manden," det er Gud som helbreder og frelser os mennesker."

"Vil du, at jeg skal give dig den gave, at du kan omvende mennesker med dine kraftfulde ord?" "Nej, at røre menneskers hjerter er ikke mit job, det er englenes himmelske værk." "Vil du at jeg skal gøre dig til et forbillede som alle ser op til fordi de gerne vil være lige så hellig som dig?" "Nej. Jeg ønsker ikke, at andre skal se på mig. Lad dem søge Gud. Han alene er hellig." Englen blev ved: " Men hvad skal jeg gøre for dig? Hvad vil du, at jeg skal give dig?"

"Ingenting", svarede manden. "For mig er Guds nåde nok. Har jeg den, har jeg alt." "Nej", sagde englen," Gud har givet mig ordre til at give dig en gave. Hvis du ikke vil vælge, må jeg vælge for dig."

Manden tænkte sig om. "Jo, jeg har en ide," sagde han til sidst, " Giv mig, at det gode bliver gjort gennem mig uden at jeg selv ved af det.

Englen tog straks tilbage til Gud i himlen.

Gud var glad for ideen og bestemte, at mandens skygge skulle være helbredende. Hvem end skyggen faldt på, skulle helbredes fra sin sygdom.

Sådan skete det, at mennesker kom til manden for at hans skygge skulle falde på dem. Manden som på denne måde gav afkald på sin guddommelighed og vedblev at vise hen til Gud er selvsagt Jesus.

Normalt syntes vi ikke om at stå i skyggen af nogen. Vi vil helst selv frem i spotlyset så al ære tilfalder os selv. Sådan var Jesus ikke. Han formåede, som det eneste menneske at stille sig selv til siden for at lyset kunde falde på andre end sig selv. Og det er denne egenskab der gør ham guddommelig. Ved at stille os i hans skygge tror vi på at også vi kan få hjerte til at give hinanden plads i lyset.