Ung jæger fra Skanderborg giver børn appetit på naturen
18-årige Magnus fra Skanderborg er med i Dansk Jægerforbunds projekt 'De Unge Naturformidlere'
Børn og unge skal mere ud i naturen, og det skal de blandt andet sammen med unge rollemodeller, der kan engagere og inspirere med spændende naturoplevelser og smitte med deres entusiasme og nysgerrighed på, hvad naturen kan tilbyde.
I Danmarks Jægerforbunds nye projekt 'De Unge Naturformidlere', der er støttet af Friluftsrådet, er det de 16-23-årige, der er kernen.
De 50 unge formidlere får base i den region, hvor de bor og skal lave naturformidling for børn i børnehaver, skoler, klubber, SFO’er og andre børne- og ungdomsinstitutioner.
Jæger og lystfisker
Én af de unge formidlere, som allerede står klar til at udvikle projektet, er 18-årige Magnus Møller Rasmussen fra Skanderborg.
Han har altid haft en stor interesse i naturen og holder meget af at opholde sig i den - både som jæger og lystfisker.
"Naturen har utallige oplevelser og muligheder at byde på, og det er vigtigt at få børn og unge til at genopdage det. Desværre kan det godt virke lidt gammeldags og kikset for nogle børn og unge at være i naturen, og derfor er det vigtigt, at værdierne bliver formidlet i aldersmæssig øjenhøjde," fortæller han i en pressemeddelelse fra Dansk Jægerforbund.
Unge rollemodeller
"Børnene skal have muligheden for at blive lige så begejstrede for naturen, som de unge formidlere er, og vi er meget glade for at kunne understøtte dette arbejde med støtte fra Friluftsrådet," udtaler formand for Jæger- og Samfundsudvalget Norbert F.V. Ravnsbæk.
"Unge rollemodeller kan formidle naturen i øjenhøjde med andre børn og unge, skabe nærvær og ægte begejstring over naturen. Derfor ser vi et stort potentiale i projektet, som vi håber kan danne eksempel for indsatser i hele landet," supplerer Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.
jesl