Gitte Andersen har forlænget med Hadsten
håndbold Sidste år kunne Hadsten Håndbold afsløre den mangeårige ligaprofil Gitte Andersen som ny assistenttræner for 1. divisionsholdet. Og nu kan man offentliggøre, at aftalen er forlænget.
"Vi synes Gitte har gjort det fremragende og har virket garvet i trænerfaget, om end det er hendes første erfaringer med det at være træner. Hun har været med til at skabe et stærkt træningsmiljø," udtaler formand René Jensen i en pressemeddelelse fra Hadsten Håndbold.
Gitte Andersen kom til efter at have sluttet sin aktive karriere i Randers HK, som bl.a. bød på en DM-titel og en EHF Cup titel undervejs.
Skal først på barsel
”Hadsten Håndbold har taget mig med storm. Klubben, menneskerne og alle pigerne på holdet har bare været så fantastiske at arbejde sammen med, og derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg havde lyst til at fortsætte, da jeg fik tilbuddet," udtaler Gitte Andersen i pressemeddelelsen.
Gitte Andersen går dog på barsel inden for kort tid, og vil derfor først være helt med igen efter sommerferien.
jesl