Otte kvinder tager fat: De vil skabe mere liv i Taarbæk
I Garage NO8 i Taarbæk er otte kreative kvinder samlet i et arbejdsfællesskab, der skal skabe mere liv i den gamle fiskerby
taarbæk Med Dyrehaven på den ene side og Øresund på den anden side, og midt i Taarbæk på Skovvej 8C, har Garage NO8 kontorfællesskab, showroom og fredagscafé.
Garage 8 startede, fordi Taarbæk manglede noget: Liv i dagtimerne.
Det fortæller Maria-Louise Ottesen, reklamefilmsproducent, Rikke Martensen-Larsen, der laver interiør, og Louise Riising, som driver indretningsfirmaet Heyhome, og alle boende i Taarbæk. De slog dørene op for et år siden, da arbejdskollektivet startede op i en gammel garage.
"Vi sad derhjemme og manglede nogen at sparre med ved de større projekter. Men der er ikke alverdens lejemål i Taarbæk. Garagen var til leje, men det var meget råt og garage-agtigt. Så vi tog arbejdshandskerne på og fik det omvendt til de fedeste kontorlokaler," fortæller Rikke Martensen-Larsen siddende i den lille café, som man træder ind i, når man kommer ude fra gaden.
"Vi var vilde med det rå look, betongulvene og de store porte, så vi har egentlig bare malet nogle skønne farver og indrettet os med genbrugsmøbler," siger Louise Riising.
"Det var et kollektivt familieprojekt, både vores mænd og børn har været forbi i weekenderne og hjulpet," siger Maria-Louise Ottesen.
Siden er flere mennesker rykket ind i garagen. På nuværende tidspunkt arbejder i alt otte personer i fællesskabet.
Kreativt kollektiv
Udover de tre, som startede stedet op, tæller besætningen nu også en scenograf, en, der driver en webshop med børnemøbler, en manuskriptforfatter/forhandler af håndklæder, en indretningsarkitekt, og én, der producerer bøger og papirvarer. Louise Riising fortæller, hvad det giver at arbejde under samme tag.
"Det virker mere cool udadtil at kunne holde møder her i stedet for derhjemme. Vi har også et showroom, hvor man kan se vores produkter. Vi er alle inden for kreative fag, så vi kan bruge hinanden, og det er også blevet til fælles projekter. Og så er stedet åbnet op mod gaden, for vi vil gerne have en adresse, hvor folk kommer på besøg," siger Louise Riising.
For så er vi tilbage til dét med liv i Taarbæk. Hos Garage NO8 gør man nemlig gerne sit for at sætte lidt gang i gaden.
"Skolen var lukningstruet, institutionerne havde ikke nok børn, så to børnehaver blev slået sammen. Det var som om, at det hele var gået i stå," siger hun.
"Vi er tændt på ideen om, at nærmiljøet betyder noget. Logistisk er det dejligt, men også at man er nær sine naboer. Det er en vidunderlig tanke, at man kender og bruger hinanden i en verden, der går stærkt. Gamle taarbækere kommer forbi og havde ikke regnet med, at der var liv. Vi drømmer om, at folk kan mødes på tværs af alder og baggrund," fortæller Maria-Louise Ottesen.
Garagens aktiviteter vil i fremtiden også fortsætte med at vokse. "Vi drømmer om at udvikle det mere. Udover vores café har vi haft markedsdage, og vi lejer også lokalerne ud til foto og reklame. Men det kan være, at der i fremtiden også skal holdes foredrag, loppemarkeder, madmarkeder og kulturaftener mm.," siger Louise Riising.