Fortsæt til indhold

Snoren klippet til naturstier

Nu kan man nyde naturen i og ved golfbanen i Grenaa - også selv om man ikke spiller golf

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Formanden for Norddjurs Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg Lars Østergaard, (V) var aktiv med saksen og klippede snoren da naturstierne i og omkring Grenaa Golfklub blev åbnet officielt.

I det naturskønne område, hvor der i fordomstid både var istid, henrettelses- og losseplads, er der blevet udviklet et naturskønt område både for golfspillere, men så sandeligt også for naturelskere og motionister i alle aldre.

Her er der nu skabt mulighed for at tage en vandretur umiddelbart i periferien af og på golfbanen, og dermed få en fornemmelse af den mangfoldighed af dyreliv og fauna, der naturligt blomstrer op, når en golfbane anlægges.

I sin tale gik Lars Østergaard dog ikke så langt tilbage som til istiden, men nøjedes med at mindes, da der var losseplads, hvor der nu er golfbane.

Han håbede, at de tre naturstier i området vil være med til at gøre Grenaa til en mere attraktiv by at bo i.

Og så fortalte han, at han har været medlem af Grenaa Golfklub i mange år, men aldrig har spillet. Men det skal der gerne laves om på i år.