'Det var kritisk. En af sygehjælperne sagde, at han havde set mine tarme'

Et øredøvende brag får det til ringe for ørene. I første omgang ved Thomas Nielsen ikke, hvor galt det reelt står til. Men det skal han hurtig blive bevidst om.

Året er 1993, og Thomas Nielsen er som ingeniørsoldat blevet sendt til det krigshærgede Kroatien for at hjælpe med ammunitionsrydning. Nu står han midt i det.

Sammen med en gruppe danske og lokale soldater er han blevet kaldt ud til en oprydningsopgave. Dagen inden har der været en ulykke, som militærpolitiet skal undersøge. Desværre er kortet over miner i ulykkesområdet ikke blevet opdateret. Det ender med at blive fatalt.

"Vi har nogle lokale soldater med ude," husker Thomas Nielsen tilbage i dag.

"De to kommandanter og chaufføren står tættest på minefeltet. Chaufføren laver så et stillingsskifte på fødderne. Han flytter bare lige rundt på fødderne," fortsætter han.

Mere skal der ikke til. Kommandanten står oven på en mine, der med det samme bliver udløst. Og dens eksplosion udløser endnu en mine. I alt bliver ni personer såret. Thomas Nielsen er en af de værst tilskadekomne.

"Jeg får et slag over fingrene og vender mig om og ser, at det bløder. Jeg råber ud til mine kolleger, at jeg er ramt. Og så ved de godt, at situationen er alvorlig. For jeg stod som sidste mand. De råbte, jeg skulle komme ud til dem. Jeg var stadig stående, og så skulle de ikke slæbe mig ud."

Og da sygehjælperne først begynder at undersøge Thomas Nielsen, opdager de, at det står værre til end som så. I alt har fragmenter ramt ham fem forskellige steder på kroppen.

"De begynder at forbinde mig. Han startede i albueleddet. Så spurgte jeg, hvad han lavede der. Der var jeg også ramt, sagde han. Så fik jeg en mærkelig fornemmelse på maven. Ligesom når man spilder noget væske, der bliver koldt. Så fik jeg fingrene ind under min fragmentationsdragt og så, at mine fingre var røde. Det samme mærkede jeg nede på låret. Jeg blev forbundet og så var det af sted med ambulance."

Thomas Nielsen bliver i første omgang kørt hen til den franske lejr. På grund af såret i maven er han i kritisk tilstand. Derfor bliver han med det samme fløjet til den amerikanske lejr i helikopter. Her mødte ham et syn, han aldrig glemmer.

"Det var fuldstændig ligesom i den gamle serie 'Mash' med militærgrønne telte. Da vi landede, stod 30 amerikanere klar til at tage imod os. Det styrtede ned. Men de ænsede det ikke."

"Jeg blev opereret, og da jeg jeg vågnede, stak jeg lige fingrene ind på maven for at mærke. Så vågnede jeg helt op, kan jeg godt love. Det var lige som en lynlås. Jeg var blevet hæftet sammen med hæfteklammer hele vejen ned."

"Så det havde været kritisk. En af sygehjælperne sagde, at han havde set mine tarme. Det er lidt spøjst at få at vide. Når man lapper en cykel, stopper man luft ind i en slangen og putter den ned i et vandbad for at finde hullet. Her kom man vand ind i tarmene for at finde ud af, hvor vandet kom ud. Det er lidt surrealistisk."

Få dage efter operationen blev Thomas Nielsen fløjet hjem til Danmark. Men som så mange soldater efterhånden både før og efter har erfaret, er hjemkomsten til Danmark ikke altid helt gnidningsfri. For hvordan går man fra at være i konstant krigsalarmberedskab til at komme ind i hverdagens trivielle hamsterhjul?

Og det er netop derfor, Thomas Nielsen har valgt at stå frem med sin historie nu. I Gribskov er der nemlig et tiltag, han mener kan hjælpe veteraner som ham. Et tiltag som mange desværre ikke kender til.

"Jeg har haft fysiske skavanker. Mentalt er jeg afklaret med, hvad der skete. Det har været mit held. Men nu vil jeg også bruge min viden til at hjælpe andre. Det gør jeg i en veterancafé, hvor vi veteraner mødes en gang om måneden og snakker eller hører foredrag. Vi er stadig i den spæde start, så lige nu er det tordenskjolds soldater, der bærer det. Mit håb er, at flere vil få øjnene op for cafeen," siger han.

Lige ud af posen

Ifølge Thomas Nielsen kan veterancaféen især én ting: Den bringer ligesindede sammen.

"Det er rart at fortælle og sidde og høre lidt på andre, der har været gennem noget af det samme. Det er lige meget, om man har været på Balkan, i Afghanistan eller sejlet med 'Olfert Fischer', så har vi det samme udgangspunkt."

"Vi kan snakke sammen som ligesindede. Det er det vigtige. Lige nu sidder jeg og snakker med dig. Du fortæller, at du ikke har været i militæret. Det gør, at jeg skal tage nogle hensyn. Når to soldater snakker sammen, er det lige ud af posen. Det giver en anden form for refleksion."

"Mange bruger caféen for samværets skyld, men de bruger den også til at bearbejde ting. Men man skal huske på, at mange af de folk, der er skadede på især psyken, ikke søger hjælp. De har svært bare ved at se andre mennesker i øjnene. Der kan veterancaféen gøre en forskel. Fordi vi ved, hvad de går igennem," siger han og fortæller, at flere pårørende også benytter veterancaféen.

"Der er pårørende, der kommer her fast. Det er stort, at de bakker op om mand eller kæreste og siger, at vi gør det her sammen. Det giver også dem en ballast, fordi de lærer os andre at kende. Hvis filmen knækker for veteranen, og det kan den gøre i morgen, så har vi mulighed for at tage fat i de pårørende — og de har mulighed for at tage fat i os. 'Min mand ligger på gulvet og råber og skriger, hvad skal jeg gøre'. Så kan vi smide alt, hvad vi har i hænderne og rykke ud. Så bliver de både mødt af en person, de kender - og af en der kender til udfordringerne."

Vil du læse mere om veterancaféen, kan du gøre det på Facebook-siden 'Veteraner i Gribskov Kommune' - eller ved at kontakte veterankoordinator Jette Bülow Hansen på email: jbhan@gribskov.dk.