Et billede lever kun for den, der betragter det
Røndes kulturkøbmand Niels Trangbæk runder et skarpt hjørne fredag, men han fortsætter med at tælle oplevelser i stedet for arbejdstimer
RØNDE 70 år med bøger og kunst, kunne overskriften til denne artikel sagtens have været, men nu er det et citat af Picasso i stedet, og det vil kulturkøbmand på 'toppen af Rønde', Niels Trangbæk, bifalde.
Fredag 3. maj runder han de 70, og han gør det med stil og respekt for den tid, der har været, og den der skal komme.
Uddannet boghandler i 1970 i Viborg, hvor han er født og opvokset. Siden afstikkere til London, København, Odense og Aarhus.
I Danmarks provinshovedstad var han leder af Magasins bogafdeling i syv år, før han i 1980 overtog en mindre boghandel i Rønde.
Her blev han lykkelig fri for at skulle kigge på klokken. Han lever nemlig for at arbejde og arbejdet er uendeligt. Det har han det mere end godt med. Forretningen er gennem årene blevet udvidet ved tilfældigheder, siger Tranbæk selv, med legetøj, kunstboghandel med galleri og sidste gren på stammen en vinafdeling, alt under fællesbetegnelsen Huset Trangbæk. Fællesnævneren har gennem alle årene været kunst og kvalitet.
Gennem en årrække har Niels Trangbæk haft et mindre forlag med bøger om lokalhistorie og kunst.
I galleriet på anden sal i Huset Trangbæk udstiller Niels Trangbæk kunst som taler til hjertet, og som han har et personligt forhold til: Per Kirkeby, Kehnet Nielsen, Peter Brandes, Niels Reumert, Maja Lisa Engelhardt, Lars Dan og Lisbeth Nielsen, samt keramikerne Anne Fløche og Hans Vangsø.
Et paradis
Bogelskere, som denne skriverkarl, nyder den ro, der er i Huset Trangbæks bogafdeling. Her er der tid til at dvæle, tage en bog ned fra hylden og forsigtigt bladre i den. Når Niels Trangbæk selv er tilstede, er han som regel klar til en lille sludder og hjælpsom med at finde en efterspurgt sjældenhed af en bog.
Velsignet være den slags åndehuller i Syddjurs, som er skabt uden pral og store armbevægelser fra indehaverens side, men med stor sans for skønhed, kvalitet og godt købmandsskab. Venerationen for kunst og kultur skal gå hånd i hånd med sorte tal på bundlinjen. Den lære tog Niels Trangbæk tidligt til sig.
'Rønde-Stelen'
"I 1987 erhvervede jeg et stort markant kunstværk i bronze 'Rønde-Stelen' af den kendte tyske kunstner Günther Förg, skulpturen er blevet et vartegn for Danmarks måske betydeligste kunstbogafdeling, Boggalleriet. En kedelig fødselsdagsgave og med sorg i sindet ser jeg mig nødsaget til at afhænde stelen, fordi Syddjurs Kommune har trukket deres tilsagn om at betale forsikringen tilbage. Det er nu mit håb, at den kan finde en plads et andet sted i Danmark, hvor de vil sætte pris på den," fortæller en skuffet og vemodig Niels Trangbæk.
Syddjurs Kommune gennemsyres i alle led godt nok af et syn på kunst, som en brugtvognsforhandlers på biler, men kan det passe Borgmester, at man skal sende kunstværker ud af kommunen?
Fødselsdagsønsket
Den yderst beskedne og noble fødselar har i mange år kæmpet for at realisere Per Kirkebys kunstværk 'Åben Vand' på hovedgaden i Rønde via sit virke i foreningen af samme navn.
Afdøde Per Kirkeby lavede tegningerne til kunstværket, der bl.a. består af en akvædukt: 12 m høj og 55 m lang, som kunstneren ikke nåede at se udført.
"Nu er spørgsmålet, om jeg når det. Vi har søgt 40-50 fonde men har fået nej fra alle – der må da være et par fonde, der vil være med til at skabe et fantastisk kunstværk til minde om en fantastisk kunstner," lyder det spørgende fra Niels Trangbæk.
Det er og bliver hans store fødselsdagsønske.