Præsteklumme: Et dødt barn på en svanevinge

præsteklumme For godt 7000 år siden blev der holdt en begravelse for en lille dreng oppe i Nordsjælland, han blev lagt i jorden ved siden af sin mor, som også var død. En flintøkse, som kunne passe til en lille drengs hånd, var blevet lagt ved drengens hofte. De to lå ganske tæt, men der var dét specielle for drengen, at han var blevet lagt til rette i graven på en svanevinge.

Det forekommer at være så smukt og stærkt et billede, gør det ikke? Altså situationen, hvor en gruppe sørgende mennesker for 7000 år siden lagde et dødt barn til rette på en svanevinge, fordi de mente, at sådan skulle han sendes afsted. Han skulle have en vinge med, var det fordi han var så lille? Var det fordi familien, som kendte ham, og som havde mistet ham, godt vidste, at han var for lille til at gå selv?

For ikke så mange år siden bliver graven fundet og åbnet, fagkundskaben kigger herind og offentligheden får så at vide, at de to døde, den ene på svanevinge, er et velbevaret eksempel på ”Ertebøllekulturens gravskik”. Familien har lagt dén dreng så varsomt og nænsomt til rette.

Måske er det drengens far, kvindens ægtemand, som bøjer sig over dem, han elsker, for i det mindste at sørge for dem i døden, når nu de ikke længere deler livet med ham. Jeg digter naturligvis og kender intet til ”Ertebøllekultur”, men situationen forekommer så klar, billederne så tydelige.

Det er hos forfatteren Harald Voetmann, jeg læste fortællingen om den gamle grav. Med dén svanevinge er det ikke meningen, at den lille dreng skal blive i graven, det er en kærlighedsgestus, han ligger på. Sådan rejser nænsomheden igennem tiden, omsorgen og kærligheden til de mennesker, som vi har allertættest på, håbet, længslen og troen på, at dem, vi elsker og vi selv, er favnet, både i livet og i døden.

Jeg gør mig ikke tanker om at være enestående klogere end forfædrene fra ”Ertebølle-kulturen” – altså ikke klogere på at begribe livets skrøbelighed og vilkårlighed, om end jeg har en romantisk forestilling om, at en stenalderkulturs befolkning, har været tættere på naturen, overladt til dens hærgen og dens forgængelige processer. Jeg forestiller mig ikke, at de tusinder af år har frembragt fornuftige grunde eller argumenter for, med hjertet at begribe, hvorfor børn, også i dag, bliver begravet, og nogle gange også sammen med deres mødre.

5000 år efter begravelsen af en dreng på en svanevinge i Nordsjælland, fødes en dreng og lægges til rette på hø i en krybbe, det er i en helt anden del af verden, på en ganske anden egn: det bliver det første julebarn, på den første julenat, Jesus af Nazareth, født i Betlehem, men da han kun 33 år senere dør og lægges i graven, bliver Han ikke lagt til rette på en svanevinge. Påskemorgen er graven tom. Graven er tom, fordi båndet mellem Gud, altså kærligheden selv, og hvert menneske, ALDRIG kan brydes: ikke af ligegyldighed, ikke af selvtilstrækkelighed, ikke af bitterhed, og ikke af forgængelighed: døden kan ikke tage livet af kærligheden – dét ved du, som savner!

2000 år er gået – og noget er alligevel helt som for 7000 år siden. Jeg kigger stadig ned i graven ligesom ”Ertebølle-enkemanden”. For lader Påskemorgens håb sig fuldstændig forklare? Lader det sig afdække, som da arkæologerne åbnede ”Erte-bølle” graven, og gik videnskabeligt til værks? Jeg kan ikke forklare dét til ende, som ingen af os formodentlig forstår, men jeg kan tro det.