Debat: Lad os nu stoppe den indbyrdes kamp i Midt, Laurits Hougaard
Svar på læserbrev fra Venstres lokalformand i Nørre Djurs, Laurits Hougaard.
http://norddjurs.lokalavisen.dk/laeserbreve/2019-05-02/-Debat-Kommunalt-pengemisbrug-forts%C3%A6tter-i-Norddjurs-4810049.html
"Kære Laurits Hougaard
Inden budgettet blev fremlagt for de næste 4 år, har der været en masse usikkerhed, indbyrdes kampe i områderne på skoleområdet og trusler/rygter om skolelukninger på kryds og tværs. Budgettet blev fremlagt, ændret, fremlagt igen og vedtaget, og desværre havde det en meget høj pris på skoleområdet. En pris som vi i Midt måtte betale med at miste overbygningen. Jeg tror ikke der findes en eneste borger i Midt som synes det har været behageligt og jeg synes det har været en grim kamp imellem Glesborg og Ørum som jeg gerne havde været for uden. Men der var kommet ro på og det er jeg rigtig glad for, men den ro blev forstyrret idag da jeg læste dit indlæg, hvor du igen puster til gløderne.
Jeg undrer mig over hensigten med dit læserbrev. Især med tanke på hvor meget arbejde der i hele Midt bliver lagt for at lave et godt skoletilbud til vores skønne børn og unge. Jeg kan på ingen måder bakke om at lukke nogen som helst skoler i midt. Jeg kan derimod kun bakke den nye friskolebestyrelse fuldstændig op i, at kæmpe for at bevare Glesborg Skole så der er et kommunalt skoletilbud i Midt og oprette en friskole så der er et tilbud til overbygningselever i Midt. Samtidig er jeg enig med dem i at det er bedre at vælge Glesborg Skole frem for Marienhoffskolen, hvis man vælger kommuneskole, da det fastholder børnene fra Midt i fritidslivet i Midt i stedet for andre fritidstilbud og klubber. Betydningen af at have skoletilbud i midt er enorm vigtig både for bosætningen, men især for idræts og fritidslivet som har et fantastisk samarbejde i hele Midt. Jeg håber at det pust du har givet gløderne ikke får flammerne til at blusse op igen så vi igen skal ud i en kamp om skolerne, som kun har en taber - nemlig børnene.
Lad os nu stoppe den indbyrdes kamp i Midt. Jeg vil gerne gå forrest for at stoppe kampen Laurits, vil du gå med?"