Fortsæt til indhold

Nu åbnes nyt sted for udviklingshæmmede

Nyt aflastningshus for udviklingshæmmede indvies ved Skovly 2. maj

Samfund
Arkiv

MØRKE Syddjurs Kommune indvier 2. maj kl. 15 et nyt aflastningshus for udviklingshæmmede ved Skovly. Huset vil kunne rumme fem børn eller unge til aflastning i et struktureret og trygt miljø omgivet af Skovlys andre aktivitetstilbud, skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

"Det nye tilbud vil have et højt fagligt niveau og giver mulighed for, at børnene og de unge kan blive introduceret til mange af de aktiviteter, de vil møde som unge eller voksne, mens de er i aflastning. Huset er indrettet i dialog med nogle af de pårørende, som ønsker et fremtidigt aflastningstilbud for deres barn på Skovly. Der er lagt vægt på at skabe genkendelige trygge rammer, hvor de enkelte værelser så vidt muligt tilpasses den enkelte," skriver kommunen i deres pressemeddelelse.

Ud over aflastning er målet med huset at skabe en rød tråd fra barn til voksen, hvor barnet og den unge gradvist introduceres til det nye miljø. Formand for udvalget for familie og institutioner Kirstine Bille udtaler:

"Det er en stor glæde, at kunne indvie det nye aflastningshus ved Skovly. Disse børn og unge har særligt brug for en tryg overgang fra barn, til ung og til voksen. Her kan aflastningshuset med sin fem pladser spille en særlig rolle. Målet er, at de børn og unge, som er på stedet, oplever deres aflastningsophold som en slags ferie. Samtidig er de omgivet af fagligt højt kvalificeret personale og kan bruge de mange gode tilbud, som findes ved Skovly. Jeg og udvalget er sikre på, at aflastningshuset vil være en vigtig tilføjelse til vores samlede tilbud på dette område."

Flere aktiviteter

Området rundt om huset er hegnet ind, og man er i gang med at etablere en række aktiviteter, som børnene kender fra deres egne hjem, såsom trampolin, gyngestativ, sandkasse, græsplæne til fodbold og terrasse med grill og havemøbler.

Det nye aflastningshus er altså placeret sammen med aktivitetstilbuddet Skovly og STU, der er det 'Særligt Tilrettelagte Ungdomstilbud' for udviklingshæmmede. På stedet er der en lang række aktiviteter året rundt, herunder pasning af heste, får og andre dyr.