Fortsæt til indhold

Lykke og lyse nætter

Samfund
Benedikte Vejlby Baggesgaard, Holme

præsteklumme De lyse nætter er officielt begyndt. Nu kommer årets skønneste tid. Sommeren, med al dens lyst og leg. Sommer var det … Sådan begynder I.P.Jacobsens berømte novelle, Mogens. ” Sommer var det, midt på dagen, i et hjørne af hegnet”. Ordene er blevet hængende henover mere end et århundrede – og på en dovenhed sommerdag dukker de op i éns bevidsthed: Sommer var det.

Mange sommerdage klinger med i de ord; sommerdage at mæthed og fylde; sommerdage af søde længsler og varme dufte. Sommerdage af leg og latter: Sommer var det, midt på dagen, i et hjørne af hegnet. Vi har været der selv – måske er vi der lige nu.

De skønneste danske sange handler om sommeren og de lykkeligt lyse nætter. Vi danskere har et ganske særligt forhold til sommeren; den kroner året med et lille stykke evighed, og der er paradisstemning i de blomstrende haver. For ikke at tale om stranden og havet, der genføder barnet i os med minder om alle vores livs skønneste dage. I skæret fra hybenrosernes duft, mens havet bølger ind mod stranden.

Havet er som evigheden. Det synes uden ende, bølgerne bruser mod stranden i en stadig rytme – hvert øjeblik en ny bølge. Og dog er den ene ikke til at kende fra den anden. Og de er alle bølger af det samme uendelige vand. Hver dag i nye mønstre og klange. Altid dog som en stadig strøm af brus. År ud og år ind – for tusind år siden det samme - om tusind år fortsætter det, når ingen længere tænker på os og vores tid, og kun konkylierne synger sit ekko af tidens gang over jorden. Sommer var det – og det er ikke tilfældigt, vi tæller vores liv i somre. Og at de mere melankolsk anlagte af os bliver let vemodige, hvergang endnu en sommer går på hæld.

Sommer var det – og sommer er det. Den er kun lige begyndt og ligger ubrugt og indbydende foran os. Med de lykkeligt lysende nætter og berusende blomsterdufte.

Eller med Piet Heins ord i hans skønne sang, på Morgens Jermin Nissens smukke melodi: Sommerens Ø:

”Hvergang en sommer igen kommer dragende,

dvælende, farende hen

er det, som kom man i dybet af dagene,

hjem til sin hjemegn igen”

Fortsat god sommer