Fortsæt til indhold

Kapsejlads 2019: De var bedst til at bunde øl og padle over søen i uniparken

Holdet Umbilicus fra medicinstudiet endte med at kunne løfte Det Gyldne Bækken og lade sig krone som vinderne af Kapsejlads 2019 for andet år i træk

Samfund
Martin Jørgensen

”Hva' så, Aarhus, er I der?”

Borgmester Jacob Bundsgaard klædt fra top til tå i mørkeblå kaptajnsklæder bød fredag klokken 13.00 hele Uniparken velkommen til årets Kapsejlads.

Kaptajn Bundsgaard var med til årets kapsejlads på Aarhus Universitet.

Det skulle vise sig at være startskuddet til det, der – igen i år – endte med at blive et brag af en studenter-fest, hvor det eneste, man ikke kunne regne med, var vejret, der i perioder bød på haglbyger, som fik hele pladsen til at gemme sig bag medbragte presenninger og regnslag.

Regn og hagl kunne ikke ødelægge den gode stemning.

Værst var det dog for flere af de stakkels deltagere til nøgenløbet, der endte med at trille rundt på asfalten efter et styr på en træbro, der var blevet ekstra glat efter regn- og haglbyger.

På trods af skiftende vejr var Uniparken i dagens anledning dækket af 30.000 feststemte studerende, hvor flere var mødt op i de sene nattetimer for at få den perfekte plads til at kunne overvære en efterhånden legendarisk tradition.

Efter tre neglebidende indledende heats, blev det Umbilicus (medicin), Økonomisk Forening (økonomi) og FUT (ingeniør), som endte med at gå i finalen, der blev sat i gang af Dennis Ritter og Rolf Sørensen, som på bedste Tour de France-manér talte de fremmødte igennem sejladsernes spændende forløb.

Rolf og Ritter kommenterede kapsejladsen fra deres egen båd på vandet.

Finalen

”Tre, to, én – go!”

Sådan lød det samstemmigt fra det rutinerede kommentatorpar, der kort forinden kunne nyde TopGunn sætte gang i festlighederne, inden dagens højdepunkt blev skudt i gang.

Finalen var nemlig det, som rigtig mange havde set frem til, og her var det tydeligt, at det var deltagere, der har øvet i utallige timer for at kunne kæmpe med om Det Gyldne Bækken, som er trofæet, alle holdene drømmer om.

Først skulle der dog bundes øl, hvor vinderen fik lov at bestemme bane, og herefter kunne holdene gøre sig klar til et vaskeægte drama, hvor råbene fra tilskuerrækkerne var med til at skabe en fuldkommen vanvittig stemning i det nervepirrende finaleløb.

De tre hold viste uhyggelig fart både inden og udenfor bådene, hvor øllene blev kastet ned i svælget på få sekunder.

I sidste ende var det dog medicinerne, som kunne bryde ud i jubel og kaste sig ud i det kolde forårsvand, da de var hurtigere end økonomerne og ingeniørerne.

Omkring 30.000 studerende havde en fest i parken på Aarhus Universitet.

Det var 12. gang i Kapsejladsens historie, at medicinstudiet løb med sejren, og ligesom de foregående år, havde man igen i år kunne spille på vinderen af de deltagende fakulteter. Her var det medicin, som også var den klare favorit, hvor hele 80 procent af spillene blev placeret på dem som vinderen af det eftertragtede trofæ. Derfor var der sikkert ekstra mange studenter, der havde grund til at være glade ovenpå Umbilicus-sejren.