Fortsæt til indhold

Tæt på maj: Så er der snart marked i Hornslet

Den første lørdag i maj er markedsdag

Samfund
Anette Bonde

marked Forår og markedsstemning. Den cocktail holder man meget af i Hornslet, og i en lang årrække har Hornslet Handelsstandsforening budt til markedsdag en lørdag i slutningen af april eller i starten af maj. Sådan bliver det selvfølgelig også i år.

Lørdag 4. maj vil Tingvej være lukket af for trafik i midtbyen og åbent for kræmmere, markedsgæster, butiksstande på fortovet, musik, linedance, brandbiler fra Beredskabet, som børn kan prøve at sidde i, boder med mad og drikke, og sikkert mange gode kup og tilbud.

Cirka 200 boder

"Det er jo en af de store events i byen på linje med Rosenholm Festival. Denne er for butikkerne, der viser byen, gaderne og byens miljø frem," siger uddeler i SuperBrugsen Thomas Rasmussen, der er med i handelsstandsforeningens markedsudvalg.

Han fortæller, at der vil være op imod et par hundrede stande. Byens butikker laver boder, og derudover har cirka 160 kræmmere meldt deres ankomst. Det er både lokale borgere, der møder op med varer, og professionelle kræmmere udefra.

Markedsdagen åbner med gratis kaffe, brygget af Ældre Sagen, og rundstykker sponsoreret af Hornslet Bageri.

Endelig vil der være lotteri med fine præmier i form af gaver og gavekort. Hovedgevinsterne er på henholdsvis 10.000, 2.000 og 1.000 kroner. Derudover er der mange gaver til en værdi af 200 kroner.