81-årige Anny hyldet af dronningen for sin store indsats som frivillig
Anny Ebbesen fra Højbjerg har fået Hendes Majestæt Dronningens Emblem for sin betydningsfulde indsats som frivillig
Frivillig Røde Kors Aarhus har efter 15 år igen mulighed for at hylde en yderst værdifuld person i afdelingen.
Det drejer sig om aktivitetsleder, Anny Ebbesen fra Højbjerg, som i sidste måned modtog Hendes Majestæts Emblem for sin store indsats som frivillig. Det oplyser Røde Kors i en pressemeddelelse.
Bestyrelsesformand Knud Aarup havde æren af at overrække emblemet til Anny. Dette foregik ved et arrangement, hvor 30 inviterede gæster blev mødt med flag og rød løber. I forbindelse med overrækkelsen holdt Knud Aarup desuden en flot tale, hvor der ikke blev lagt skjul på, at Anny er af uundværlig værdi for afdelingen, og at hun er en rigtig 'røde korser', som det formuleres i pressemeddelelsen.
”Jeg er meget beæret over at få sådan en æresbevisning. Det havde jeg aldrig regnet med. Det er jeg meget glad for,” fortæller Anny Ebbesen i pressemeddelelsen.
Har været med i 22 år
Anny Ebbesen er aktivitetsleder for Nørklerne, som strikker og syer på livet løs i den gode sags tjeneste. I 22 år har Anny været en stor del af Røde Kors Aarhus, hvor hun udover hendes nørklearbejde, har været enormt hjælpsom med det praktiske i Røde Kors Huset.
Kolleger møder ofte Anny med en vandkande i færd med at vande alle husets planter. Det er heller ikke unormalt at møde hende i køkkenet, hvor hun gør klar til folks møder ved at lave kaffe og sætte småkager frem. Ligegyldigt hvor man møder Anny, så er der garanti for, at man bliver modtaget med et smil, skriver Røde Kors Aarhus meget flot om deres trofaste frivillig.
jwh