Fortsæt til indhold

Rønde Rotary spreder ringe i vandet på Sri Lanka

Fiskerprojekt i Sri Lanka finansierer undervisning og mad til skolebørn. Projektet er skabt af Rønde Rotary Klub, som nu vil udvide det

Samfund
Arkiv

RØNDE Stærk lokal forankring og gode folk til at styre processen er nøglen til succes for Rønde Rotary Klubs 'Projekt Sri Lanka'.

Klubben har søsat et tiltag med at købe to fiskerbåde i lokalsamfundet Jaffna i det nordøstlige Sri Lanka. Projektet blev startet i 2017 sammen med Morten Illum Frederiksen fra Rønde og hans gode ven Bala Singam, der har stort kendskab til Sri Lanka og var i gang med at stable et projekt på benene.

Ideen bag Rønde-projektet er, at de to fiskerbåde sikrer arbejde til otte lokale fiskere, der således kan forsørge familierne. Aftalen er, at fiskerne skal betale halvdelen af indtægterne tilbage for bådlejen til en fond, og disse midler investeres så i drift og udstyr til den lokale skole.

På denne måde er der lagt et socio-økonomisk fundament med stærk lokal opbakning, fordi fiskerne både kan forsørge egne familier og sikre skoledriften, hvilket omvendt også forpligter. Morten Illum Frederiksen er styrmand på projektet fra dansk side, mens Bala Singam i mellemtiden er flyttet tilbage til Sri Lanka og er den lokale administrator nu.

”Tanken bag det hele er, at vi ønsker at understøtte hjælp til selvhjælp for det lokale fiskersamfund ved at investere i fiskerbåde og udstyr. De har udfordringer med at finansiere skibe og driften af skolen. Båden bliver forpagtet af en fiskeskipper, som ansætter tre mand til at betjene båden. Dermed får vi skabt dynamik og fremdrift i den lokale økonomi,” forklarer Morten Illum Frederiksen.

En båd ad gangen

Rønde Rotary Klub besluttede fra starten at investere i en båd af gangen, og når den var i god gænge, så investere i den næste. Lige nu arbejder klubben på at finde midler til den tredje båd og har i alt investeret knap 200.000 kr. i projektet.

”Vi havde fra starten et ønske om at etablere vores eget projekt og ikke bare koble klubben på et stort projekt uden at have hjerterne med. Allerede fra starten havde vi en god dialog med Morten og Bala, som havde en lille fiskerbåd i gang. Nu har vi så ved fælles hjælp rykket projektet op i den lokale superliga og vil gerne et skridt videre,” fortæller Erik Salomonsen, der er udvalgsformand i Rønde Rotary Klub.

”Visionen er at købe en båd mere og løfte undervisningen i skolen samtidig med, at der startes et madprojekt på skolen. Og vi har et sundt og veldrevet projekt, takket være to ildsjæle i Bala og Morten, som i den grad brænder for at gøre en forskel,” siger Erik Salomonsen, der forventer at projektet bliver selvkørende efter de næste tiltag.

Prisen for at indkøbe og udstyre en ny stor båd er omkring 100.000 kr. og Rønde Rotary Klub forventer snart at kunne sætte gang i næste trin med hjælp fra private donationer og Rotary International. Samtidig arbejder klubben på at etablere samarbejde med en Rotary-klub på Sri Lanka.