Kommentar: Sikke dog en gang lusepusteri
"Lad mig starte med en personlig bekendelse. Jeg tror og håber, at et nyt velkomstcenter/besøgscenter ud for Kalø Slotsruin bliver en gevinst på alle måder.
Det kræver dog, at Nationalparkbestyrelsen kommer ud af sin puppe og får overbevist fonde og andre sponsorer, hvorfor netop de skal investere mange millioner i projektet. På papiret en meget svær opgave, fordi protesterne fra mange borgere har været så massive.
Jeg rundede nobelpristageren Johannes V. Jensens fødehjem på hovedgaden i Farsø for 18 år siden. Her var der dengang indrettet et lille museum for forfatteren til 'Kongens fald'.
I sommeren 2018 besøgte jeg så Johannes V. Jensen Museet igen.
Museet var nu blevet udvidet til mere end det tredobbelte og er absolut et par besøg værd om året.
Forfatterens fødehjem er på fineste vis blevet integreret i det nye byggeri.
Siden er antallet af gæster, der besøger Johannes V. Jensen Museet, også steget betydeligt i antal.
Det samme vil ske ved det kommende velkomstcenter/besøgscenter ud for Kalø Slotsruin, men faren for, at der kun bliver åbent i sommermånederne, er overhængende.
Nationalparkbestyrelsen har endnu ikke formået at lægge en klar strategi eller business case frem. Det er ikke betryggende.
Endnu mindre betryggende var det at følge sidste uges debat i byrådet, hvor lokalplan/kommuneplantillæg blev vedtaget uden større dikkedarer.
Det beskæmmende var, at flere politikere følte sig kaldet til at kommentere tonen i den debat, der er gået forud.
Politikerne vil så gerne sige borgerinddragelse morgen, middag og aften. De glemmer bare at fortælle, at borgerinddragelse for dem betyder noget andet end for Flemming Kattrup & co.
Politikerne vi helst snakke borgerinddragelse med ligesindede over en pindemad og efter den obligatoriske krammer eller det ligeså obligatoriske kindkys.
Derimod kan de slet ikke klare at debattere med borgere, der ikke anvender en borgerlig og urban kammertone i læserbreve og på de sociale medier.
Tænk sig, at politikere som Claus Wistoft og Tommy Bøgehøj forsvarer nationalparkbestyrelsen for at være tavse, fordi tonen i debatten er for hård. Jamen, har man hørt magen til en gang lusepusteri.
Sagen er, at dette udmærkede projekt er startet uden skyggen af forståelse for de følelser, der er forbundet med at skulle sige farvel til en ikonisk kro. Det reagerer borgerne højlydte over, og det er helt fair, at de kæmper kampen - også i et højt toneleje. Respekt."