Fortsæt til indhold

Radikale Venstre: Regionerne skal styrkes

Det er en dårlig idé at centralisere vores sundhedssystem, lyder meldingen fra Radikale Venstre Djurslands generalforsamling

Samfund
Lars Norman Thomsen

POLITIKDet Radikale Venstre lever en beskeden parlamentarisk tilværelse på Djursland. Partiet har endnu ikke formået at sparke døren ind til Norddjurs Kommunalbestyrelse. Til gengæld har partiet været repræsenteret i Syddjurs Byråd med et-to mandater siden kommunesammenlægningen i 2006.

For øjeblikket er det Jan Kjær Madsen, Hornslet, der sidder til højbords i Syddjurs, som han også gjorde det i den foregående periode.

Jan Kjær Madsen danner et gruppefællesskab med Konservatives Tommy Bøgehøj og har i denne byrådsperiode til tider været en torn i øjet på venstrefløjen, som har haft noget svært ved at få øje på radikale dyder i mandens politiske sindelag.

Ikke mere centralisering

På Radikale Venstre Djurslands nyligt afholdte generalforsamling lød budskabet til moderpartiet og resten af Christiansborg:

"Radikale Venstre ønsker reel lokal medbestemmelse. Det får vi ikke ved at flytte staten ud i landet, men ved at flytte beslutninger ud fra staten. I Danmark har vi i mange år drevet samfundet i retning af større centralisering. Ikke mindst i de små lokalsamfund, hvor mange oplever, at beslutningerne er rykket længere væk fra dem og deres hverdag. Det kan vi ikke acceptere."

Løsningen for partiet er derfor ikke, som foreslået af regeringen, at nedlægge regionerne og rykke beslutningerne endnu længere væk fra de mennesker, der bliver ramt af dem. Regionerne skal tværtimod styrkes, mener lokalafdelingen på Djursland.

"Det er en dårlig idé at centralisere vores sundhedssystem. Vi skal lytte til de pårørende, patientforeningerne og personaleorganisationerne, som alle advarer imod endnu en stor strukturreform. Lad alle de lokale tiltag, der er i gang få tid til at virke."

Decentral uddannelse

Radikale Venstre vil bevare uddannelsestilbud til unge i alle dele af landet.

"Vi vil indføre et fordelingsprincip, så mindst halvdelen af alle nyoprettede erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser oprettes udenfor de fire største byer. Vi vil have en regional bevillingsmodel, så der gives incitament til at oprette flere uddannelser i tyndt befolkede områder."

Regeringens udspil til sundhedsreform vil sende 60 regionale tilbud og institutioner for mennesker med handicap ud i kommunerne, også her melder Radikale Venstre pas.

Partiet vil overdrage ansvaret for de specialiserede handicapinstitutioner til børn og unge med særlige behov til specialenheder i regionerne.

"Overdragelsen af ansvaret til regionerne, vil sikre, at den specialiserede viden styrkes og samles, og at borgere med handicap får mere ensartede, fagligt stærke og sammenhængende tilbud."