47-årig Risskov-bokser inden VM-kamp: ”Jeg har stor tro på, at jeg vinder”
Lolenga Mock bokser om IBA-verdensmesterskabet i supermellemvægt 18. maj i Viby Hallen i en kamp mod Mateo Damian Veron i en revanchekamp efter nederlaget til samme bokser tidligere på året
BOKSNING IBA satte først sin interkontinentale titel på spil, men nu gælder det VM-titlen for Lolenga Mock.
Revanchekampen på hjemmebanen i Aarhus mod Mateo Damian Veron er en kamp, som den erfarne bokser ser meget frem til.
"Jeg føler mig helt klar i kroppen, og jeg har haft et meget bedre træningsforløb, end jeg havde til min sidste kamp, hvor der var ting, der gik galt," fortæller Lolenga Mock, mens hans strækker ud efter endt sparring fredag, otte dage før det går løs i Viby Hallen.
Hvad betyder det for dig, at du får lov til at tage revanche over for Mateo Damian Veron, som du tabte til i januar?
"Det betyder ikke så meget for mig, at det er en revanchekamp. Det er en kamp som alle andre. En kamp, som jeg går i ringen for at vinde," lyder det fra Lolenga Mock, som er fyldt med selvtillid efter den sidste åbne træning, inden den sidste uges træning forud for den store kamp.
Hjemmebanen i Aarhus
Kampen bliver bokset i Viby Hallen 18. maj ved et stævne, der er lavet i samarbejde mellem Lolenga Mocks management MTK Global og den århusianske promotor Mohammad Therani fra kampsportcentret The Colosseum i Aarhus.
At det bliver på hjemmebanen i Aarhus, er også noget, som betyder meget for Lolenga Mock.
"Jeg er rigtig glad for, at kampen bliver bokset her i Aarhus ude i Viby. Det betyder meget for mig, for så har mine venner og min familie mulighed for at komme og se kampen."
Selvtilliden er i top hos Lolenga Mock, som er sikker på, at han ender med at kunne snuppe sejren.
"Jeg har en stor tro på, at jeg nok skal vinde kampen. Han er en bokser, der gerne vil bevæge sig meget rundt i ringen, men hvis jeg kan formå at indtage ringen, så tror jeg på, at jeg går derfra som vinderen."
Begejstret promotor
Kampen bliver bokset i Viby Hallen 18. maj ved et stævne, der er lavet i samarbejde mellem Lolenga Mocks management MTK Global og den århusianske promotor Mohammad Therani fra kampsportcentret The Colosseum i Aarhus.
Det var den århusianske promotor, der fik overtalt IBA til at sætte VM-bæltet på spil.
"Det er fantastisk gode nyheder, og Lolenga Mock har fortjent den chance mere end nogen anden. Jeg glæder mig til samarbejdet med MTK Global og er sikker på, at vi i fællesskab får lavet en rigtig god aften for boksefans," siger promotor Mohammad Therani.
Selvom Lolenga Mock er oppe i alderen rent boksemæssigt, så ville han ikke forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt det bliver til et karrierestop, hvis han går fra ringen med et nederlag.
"Jeg tænker slet ikke tanken, at jeg kan ende med at tabe kampen, så derfor vil jeg ikke tænke på, om jeg skal stoppe eller ej. Jeg går ind i ringen for at vinde, og det er det eneste, som jeg tænker på," afslutter den 47-årige bokser.